COVID-19: Smitteniveauet i Danmark er fortsat højt. Derfor indkaldte statsminister Mette Frederiksen til pressemøde tirsdag aften.

Hun kunne fortælle, at den nuværende nedlukning forlænges til 17. januar 2021. Det sker på anbefaling fra Indsatsgruppen og sundhedsmyndighederne.

Statsministeren forklarede, at smitteudviklingen i Danmark er på nuværende tidspunkt ikke er på et niveau, hvor sundhedsmyndighederne finder det forsvarligt at åbne samfundet yderligere. Indsatsgruppen, herunder sundhedsmyndighederne, har udtrykt bekymring for, at en for hurtig åbning i januar vil kunne lede til en yderligere eskalering af smitten.

Derfor forlænges alle de skærpede tiltag, herunder lukning af serveringssteder, storcentre, detailhandel, frisører, hjemsendelse af studerende og skoleelever mv. Tiltagene forlænges frem til og med 17. januar 2021 for at reducere aktiviteten i samfundet og fastholde epidemikontrollen.

Ud over de skærpede tiltag frem til og med 17. januar 2021 gælder der fortsat øvrige nationale tiltag til og med 28. februar 2021, herunder anbefalinger om begrænsning af social kontakt, forsamlingsforbud og krav og opfordringer om brug af mundbind og visir mv.

I forbindelse med nytåret vil nedenstående tiltag og restriktioner være gældende:

Afhold nytåret med så få personer som overhovedet muligt.

Forsamlingsforbuddet på 10 personer gælder også nytårsaften.

Nytårsaften er der forbud mod salg af alkohol fra kl. 22.00 til kl. 09.00 nytårsdag (1. januar 2021) fra serveringssteder, butikker og andre salgssteder.

Politiet vil være synligt til stede i det offentlige rum nytårsaften og påse overholdelsen af COVID-19-restriktionerne, herunder særligt forsamlingsforbuddet.

 

e-max.it: your social media marketing partner