POLITI: Nordjyllands Politi har siden 16. november 2020 beslaglagt over 2000 kanonslag og nogle få krysantemumbomber. I perioden er der også sket anmeldelse af omkring 40 sprængninger, primært af postkasser.

Det oplyser leder af Det Kriminalpræventive Sekretariat, politikommissær Henrik Taagaard.

-Vi får – ud over de anmeldte sprængninger – også en hel del anmeldelser om store ’brag’ rundt om i politikredsen, så vi er ret sikre på, at der desværre florerer en del ulovligt fyrværkeri i det nordjyske, siger politikommissæren, og han retter derfor en appel til nordjyderne: 

-Det er utroligt farligt at anvende ulovligt fyrværkeri som for eksempel kanonslag og krysantemumbomber. Man risikerer liv og lemmer. Derfor vil jeg opfordre borgerne til helt at holde sig fra det ulovlige krudt. 

Tip politiet om ulovligt fyrværkerisalg
Nordjyllands Politi efterforsker og overvåger området, og politikommissæren peger desuden på, at man bør anmelde de personer, som forhandler det ulovlige fyrværkeri.

-Så kan vi nemlig skride ind og få det beslaglagt og dermed få det væk fra gaden.

Man ringe til politiet på 114 eller tippe via politi.dk

Det lovlige fyrværkerisalg startede 15. december 2020, men fyrværkeriet må kun skydes af i tidsrummet fra 27. december 2020 og til 1. januar 2021.

e-max.it: your social media marketing partner