COVID 19: 3 juledag blev en historisk dag. Efter 10 måneder med Corona blev de første danskere vaccineret.

92-årige Christen Baisgaard, der bor på plejehjemmet Birkebo i Aalborg blev den første nordjyde der modtog vaccinen.

-Jeg har ikke fortrudt, at jeg sagde ja til at blive den første. Det er godt, at vi kommer i gang, og jeg glæder mig til mere normale forhold igen, lød det kort tid efter fra den aldrende herre.

På Aalborg Universitets Hospital var det sygeplejerske gennem 27 år Elna Vinther Sørensen, der p.t. arbejder med corona-patienter, der var den første blandt sygehusets frontpersonale, som fik vaccinen.

Chefen for vaccineindsatsen i Region Nordjylland, Jan Nybo, havde i første omgang 975 at gøre godt med, og det blev fordelt efter sundhedsmyndighedernes retningslinjer, sådan at der blev vaccineret på plejehjem, på hospitalerne i Aalborg og Hjørring - lige som vaccinationsholdene selv blev vaccineret.

Den første godkendte coronavaccine kommer fra Pfizer-BioNTech, og den første portion af vacciner 3. juledag udgjorde under 10.000 stk. til Danmark, som blev fordelt til de 5 regioner. Antallet af vacciner opskaleres markant i de kommende uger.

De første der vaccineres er ældre og udsatte samt frontpersonalet på sygehuse og indenfor pleje. Det er endnu uvist hvornår borgere fra Vesthimmerland står for tur.

Vaccinen skal opbevares ved -70 grader og skal gives hver borger to gange med 3 ugers mellemrum. Det vil sige, at vaccinen først har sin virkning mod corona efter en måned.

Flere vacciner fra andre udbydere er på vej, men det ændrer ikke på at mundbind, afstand og afspritning fortsat gælder et lang stykke tid frem i tiden.

Eksperter vurderer, at også 2021 ”bliver en dans” med coronaen, da størstedelen af danskerne først vil være vaccineret ved udgangen af 2021, og man først derefter kan vende tilbage til en hverdag, som vi kender den før Corona.

Meningsmålinger viser, at cirka 70 procent af danskerne vil vaccineres. Det er mange, men ikke nok. Man skal op på mindst 80 procent for at opnå flokimmunitet

Det er frivilligt at lade sig vaccinere, men målet er, at alle danske borgere over 18 år får tilbud om vaccinen.

FAKTA:
De står først til at få vaccinen:

-Ældre og kronisk syge, som har andre sygdomme, der øger risikoen for et alvorligt sygdomsforløb, hvis de smittes med coronavirus.

-Blandt de ældre, der får tilbud om vaccinen først, er knap 40.000 beboere på landets 933 plejehjem. Plejehjem i kommuner der havde størst udbredelse af covid-19 per 10. december prioriteres først.

-Sundheds- og plejepersonale samt udvalgt personale på det sociale område, som har tæt kontakt med syge og personer i risikogrupperne.

-Personer i samfundskritiske funktioner, som ikke lige kan erstattes.

-Senere vil alle danskere på et tidspunkt blive tilbudt en vaccination mod coronavirus.

Borgere får en henvendelse fra myndighederne om, hvor og hvornår de kan blive vaccineret.

Borgere på plejehjem vil blive vaccineret på selve plejehjemmet.

Personale i sundheds- og ældreplejen vil blive vaccineret på arbejdspladsen.

For øvrige borgere vil vaccination ske på dertil indrettede vaccinationscentre i hele Danmark.

Sådan virker vaccinen:

Vaccinen indeholder en såkaldt kodestrimmel, der får kroppens celler til at danne antistoffer mod coronavirus. Herefter kan kroppens immunforsvar genkende og beskytte sig mod coronavirus.

Man skal have vaccinen to gange med et par ugers mellemrum, for at den har optimal effekt.

Man kan efter vaccination forvente at være godt beskyttet mod coronavirus. Det er dog ikke sikkert, at alle vaccinerede får fuld beskyttelse mod virusset. Det vides ikke, hvor længe effekten af vaccinen vil vare.

Eventuelle bivirkninger kan muligvis vise sig ved forbigående rødme, der hvor man er blevet stukket, forbigående feber eller muskelømhed.

Alvorlige bivirkninger efter en vaccination er meget sjældne
Kilder: Sundhedsstyrelsen og Lægemiddelstyrelsen

e-max.it: your social media marketing partner