FARSØ: Direktør for Plus Bolig, Mette Bach Kjær, der administrerer Farsø Boligselskab, har indledt en dialog med Vesthimmerlands Kommune i forhold til udvikling af selskabet i Farsø.

Farsø Boligselskab oplever nemlig en forholdsvis lang venteliste på sine seks afdelinger i Farsø, der alle er almen-boliger.

1-plans rækkehus med lille have
De boliger der især er efterspørgsel på er 1-plans rækkehusene med lille have.

Netop denne type bolig harmonerer godt med den befolkningsundersøgelse omkring boligønsker, som Vesthimmerlands Kommune netop har gennemført.

Det Farsø Boligselskab forestiller sig, er opførelse af en ”Tulipanhaven 2”.

Kig på areal på Tulipanvej
For det første har Farsø Boligselskab kig på fabriksarealerne tilhørende den nedlukkede virksomhed Belmaflex på Tulipanvej 21, som er til salg. Det er fabriks- og værkstedsbygninger, klar til nedrivning, beliggende på en 14.996m2 stor grund.


Farsø Boligforening har kig på det tidligere Belmaflex fabriksareal på Tulipanvej 21 til opførelse af en Tulipanhaven 2. 

Attraktiv placering
For det andet er grunden beliggende lige overfor den nuværende Tulipanhaven, som er en Farsø Boligselskabs mest attraktive afdelinger, som er opført i 2007.

Byggeri på niveau med Tulipanhaven
Det Farsø Boligselskab lægger op til er et byggeri på niveau med Tulipanhaven – både total og i m2 pr. lejemål. Det vil sige 26 lejemål, fordelt på 2. – 3. og 4. værelses lejemål fra 68m2 og op til 96m2.

Afhængig af ændring af lokalplan og grundkapital
Intentionerne afhænger dog af to væsentlige ting fra Vesthimmerlands Kommunes side, nemlig at nuværende status for Tulipanvej 21 ændres fra erhverv til bolig, altså en lokalplansændring, og at kommunen giver forhåndstilsagn om grundkapitalindskud.

Indledende dialog med Vesthimmerlands Kommune
Indledningsvis er der aftalt et møde mellem Farsø Boligselskab/Plus Bolig og Vesthimmerlands Kommune i næste uge. Farsø Boligselskab vil præsentere et projekt på 26 familieboliger med en samlet anskaffelsessum på 44,5 mio. kr. og med et grundkapitalindskud på 3,6 mio. kr. fra Vesthimmerlands Kommune.

Men allerede i denne uge kigger Økonomiudvalget i Vesthimmerlands Kommune overordnet på de samlede grundkapitalindskud til boligforeningerne i Vesthimmerland.

e-max.it: your social media marketing partner