Covid 19: Ikke ekstra restriktioner i Nordjylland

NORDJYLLAND: Mens 38 kommuner i hovedstadsområdet, på Sjælland og storbyerne Århus og Odense i dag mandag fik den nedslående melding at jul og nytår skal foregå under en delvis nedlukning, så gik Nordjylland fri.

– Det går godt i Nordjylland i forhold til corona, sagde Statsminister Mette Frederiksen på et pressemøde mandag middag.

Det kommer efter at syv kommuner, heriblandt Vesthimmerland, i sidste måned var nedlukket i 2 uger og befolkningen blev tilbudt massetest. Det fik slået coronaen tilbage.

Derfor er ingen nordjyske kommuner ramt af de nye og ekstra restriktioner, der nu indføres fra onsdag den 9. december og frem til den 3. januar.

Hold ikke jul med mere end højst 10 personer
Men til gengæld er Nordjylland fortsat omfattet af de landsdækkende restriktioner, som forlænges ind i det nye år, nærmere bestemt frem til 28. februar 2021. Så mundbind og forsamlingsforbud på 10 personer er fortsat gældende.

Forsamlingsforbuddet anbefales også i private hjem, hvilket kan få betydning for sammenkomster i julen og nytårsaften.

Statsministeren røbede på pressemødet, at hun skal fejre julen i sommerhus i Nordjylland sammen med sin nærmeste familie.  

Så ligesom mange andre danskere og sundhedsmyndighederne er hun interesseret i, at den nuværende smittespredning i de 38 kommuner bringes ned, så den ikke spreder sig til kommuner med lav smitte. For i julen er der tradition for at familier mødes på tværs af landet og på tværs af generationer. 

– Julen er en højtid, der har kæmpestor betydning for os danskere. Men hvis smitten er for høj, når vi går ind i julen, risikerer vi, at smitten løber løbsk, lød det fra Statsministeren.  

Derfor skal der gøres en indsats nu op til jul.  Jeg vil gerne understrege, at det ikke handler om, hvordan vi ses, men om vi overhovedet behøver ses. Så det er en kraftig appel til at skrue ned for de sociale aktiviteter. Ved at blive hjemme frem for at gå ud, så er du med til at bryde smittekæderne. Du er med til at sikre, at folk kan holde jul.

Men der er også lys i mørket
– Vi kan snart lægge 2020 bag os. Vaccinen er på vej, og forhåbentlig bliver det i 2021, at vi kan lægge restriktionerne bag os, men inden da skal der gøres en indsats af alle for at få smitten under kontrol, det gælder også de kommende måneder lød, det fra Statsminister Mette Frederiksen.  

FAKTA:
De landsdækkende restriktioner, som også gælder for Nordjylland, er blevet forlænget frem til den 28. februar 2021:  

Forbud mod at samles flere end 10 personer. Anbefaling om max. 10 personer i eget hjem. Det anbefales samtidig, at man holder sin omgangskreds til maksimalt 10 personer ud over egen husstand.

Restauranter, barer lukker klokken 22.

Krav om mundbind i offentlig transport, i detailhandlen m.fl.

Restriktioner og anbefalinger i sundhedssektoren og ældreplejen.
Kilde: Sundheds- og Ældreministeriet

   

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: