VESTHIMMERLAND: Torsdag aften uge afholdt statsministeren pressemøde med beskeden om nye og stramme restriktioner i syv nordjyske kommuner, som har oplevet smitte med den muterede Coronavirus, der er opstået på minkfarme i lokalområdet.

De nye restriktioner rammer bredt, og Vesthimmerlands Biblioteker er ingen undtagelse. De fysiske biblioteker er derfor lukkede – foreløbig til og med den 3. december.

Man kan derfor ikke låne eller aflevere bøger i denne periode og lånere må derfor beholde biblioteksbøger og andre materialer til den 4. december, hvor bibliotekerne forventes at åbne igen. Lånerne behøver ikke at bekymre sig om for sent afleverede bøger, for biblioteket udskriver ikke gebyrer i mellemtiden. 

-Vi er kede af, at vi nu må lukke biblioteket i en periode, men hensynet til borgernes og personalets sundhed kommer naturligvis i første række, forklarer bibliotekschef Bo Jacobsen. Han understreger dog, at biblioteket fokuserer på de digitale tilbud, nu hvor lånerne ikke kan besøge det fysiske bibliotek. - Biblioteket har nogle rigtig gode digitale tilbud, som fx lydbøger, e-bøger og streaming af film.

Digital hjælp at hente
Selvom lukningen af biblioteket er triste nyheder for de læseglade vesthimmerlændinge, som havde glædet sig til at nyde en god bog på de mørke novemberaftener, er der hjælp at hente. Biblioteket har nemlig en del digitale tilbud, som mange af bibliotekets brugere med glæde kastede sig over under nedlukningen i foråret. I de kommende uger vil bibliotekarerne i Vesthimmerland være til stede på bibliotekets hjemmeside og på Facebook, hvor de fortsat kommer med anbefalinger og inspiration til bl.a. e-bøger og lydbøger til digitale læseheste.

e-max.it: your social media marketing partner