NORDJYLLAND: En del nordjyder møder op på regionens teststeder uden at have bestilt tid i forvejen. Det skaber kø og forsinkelser. 

Derfor understreger regionen kraftigt, at borgerne skal huske at bestille tid – med streg under skal - og samtidig opfordres der også til, at borgerne udviser tålmodighed i forhold til at komme til test.

Tidsbestilling er essentielt  
Region Nordjylland har travlt med at pode nordjyderne. Sidste weekend blev massetesten startet op i Frederikshavn og Thisted kommuner på 8 nye teststeder, men også nordjyderne i de øvrige kommuner, heriblandt i Vesthimmerland er interesseret i at blive testet hurtigst muligt, selvom Vesthimmerland endnu ikke står for tur for massetest.

- Vi vil gerne komme med en kraftig appel til nordjyderne. Du – skal - bestille tid på coronaprover.dk, før du kan få en test. Vi bliver nødt til at sørge for en smidig køafvikling, så folk ikke står i længere tid og stimler sig sammen ved teststederne, siger Jan Nybo, chef for regionens COVID-19 testindsats.

Jan Nybo siger samtidig, at der er en meget stor interesse for at lade sig teste i hele regionen, og at der også er borgere der møder op på sygehusene i håb om at få en test. Her skal man under ingen omstændigheder møde op, uden at have en tid i forvejen.

Massetest i Vesthimmerland bliver meldt ud
- Det er jo grundlæggende godt, at nordjyderne samvittighedsfuldt vil være med til at opspore og inddæmme den muterede virus. Men vi kan ikke teste alle på en gang. Den her massetest kommer til at strække sig over flere uger, så alle nordjyder skal ikke forvente, at blive testet lige nu og her, siger Jan Nybo, og kommer med endnu en kraftig appel.

- Vi skal nok kommunikere direkte ud til borgerne i Vesthimmerland, når vi er klar med en mere intensiv testkapacitet i deres nærområde, siger Jan Nybo.

Han understreger, at det selvfølgelig ikke gælder, hvis man har symptomer på COVID-19, er nær kontakt eller af en grund opfordres af myndighederne til at lade sig teste.

Stort planlægningsarbejde
Regionen arbejder på højtryk for at kunne lægge nye tider ud hurtigst muligt. Der ligger et stort planlægningsarbejde bag, og udover testningen skal der også foreligge mulighed for at foretage analyse af prøverne. Derfor skal testningen fordeles over flere dage. 

Borgere kan løbende holde sig orienteret om massetestningen på www.rn.dk/massetest, hvor også nye tider og steder vil fremgå.

Når man er blevet podet, kan man selv se sit svar på sundhed.dk eller via appen MinSundhed. Man skal regne med, at svartiden kan være op til 72 timer. Regionen henstiller samtidig til at borgere, der skal bestille tid på coronapover.dk i videst muligt omfang bestiller tid om morgenen eller fra om eftermiddagen, da der her er færrest brugere inde på samme tid.

Alle positive test vil blive videre sendt videre til gensekventering og dermed blive undersøgt for den mutation, som lige nu florerer i især Nordjylland.

Testkapacitet på 18.500 prøver dagligt
Planen er, at man fra på mandag vil kunne lave 18.500 podninger dagligt.

På den måde håber regionen at kunne teste alle 280.000 borgere i de syv kommuner på omkring to uger.

Der er ikke noget krav om, at nordjyderne skal lade sig teste. Men der er en klar opfordring fra myndighederne til, at alle gør det.

Det skal medvirke til at inddæmme det muterede coronavirus, der er konstateret hos mink og har spredt sig til 12 mennesker i Nordjylland.

- Der er stor efterspørgsel på test og derfor er det vigtigt, at alle får booket en tid, og så skal vi nok kunne få folk igennem, siger Jan Nybo.

Hvis man ikke er i stand til at komme hen til et teststed, vil myndighederne sørge for at sikre en podning i borgernes eget hjem.

e-max.it: your social media marketing partner