Restauranter tvangsnedlukket for 2. gang

HVALPSUND/FARSØ: Corona-situationen er hård ved restauranter, cafeer, værtshuse og andre serveringssteder. Med sidste uges stramninger af restriktioner for særligt Vesthimmerland og seks andre nordjyske kommuner, er spisesteder og beværtninger blevet tvangsnedlukket for 2. gang.

Restauranter og cafeer har dog mulighed for at sælge Take Away. 

Pakhuset tog beslutningen torsdag
Lene Bach fra Pakhuset i Hvalpsund tog allerede beslutningen torsdag.

-Jeg lukker ned og tager kompensationen. Selvom jeg har gode kunder, så er det noget af en satsning at basere forretningen på udelukkende take-away i den næste måneds tid.

Desuden bor Lene Bach privat uden for Vesthimmerlands Kommune, så hun har også problemet med at skulle krydse kommunegrænsen.

-Så derfor vil jeg nu hygge mig hjemme med mine piger frem til den 3. december. Det ser vi frem til, for det har været et hektisk år, så det bliver godt med lidt familietid – og så kan vi fejre mortenaften sammen derhjemme. Lene Bach havde ellers modtaget 35 bestillinger på mortenand torsdag, og dem måtte hun ringe rundt til kunderne for at afbestille. Det gør mig ondt, for den middag har mange set frem til. Heldigvis går råvaren – ænderne ikke til spilde, de er fortsat på frys.  

Færgekroen lukker ned frem til januar
Også Peder Holm Pedersen på Hvalpsund Færgekro har taget konsekvensen om at lukke ned, sågar helt til januar.

-Alle mine bestillinger frem i tiden er annulleret, så ordrebogen er tom både hvad angår selskaber og overnatninger på hotellet. Det gjorde forsamlingsforbuddet op med for få uger siden og nu kommer så tvangslukningen af restauranten. Det er endnu et slag i hovedet. Take-away er en for dyr løsning for mig, og desuden bor min kok udenfor kommunen, siger Peder Holm Pedersen og forsætter.

Situationen er ret usikker for mig lige nu, selvom jeg havde en rigtig god sommer, som kunne rette op på noget af nedlukningen i foråret.  Jeg har derfor fyret størstedelen af mine medarbejdere og holder lukket, men håber at kunne genansætte størstedelen af dem igen til foråret og når vi åbner op igen.

Vi skal nok klare det, og ser frem til god sommersæson igen næste år. Det var så positivt i år. De danske gæster var så glade for at de have valgt vores del af Danmark, og glæder sig til at komme igen.

Bager mister omsætning som underleverandør
Også underleverandører til hotel- og restaurationsbranchen er ramt igen. Peter Holleufer fra Farsø Bageri, der leverer brød til bl.a. Hvalpsund Færgekro, Himmerland i Gatten og Landal i Rønbjerg, der alle holder lukket til minimum den 3. december, fortæller at han taber ca. 60.000 kr. på disse i omsætning denne måned.

Ikke lukket ned som i foråret
Til gengæld glæder Ulla Magnussen, indehaver af Den Gode Smag, sig over ikke at være omfattet af tvangsnedlukningen i samme omfang som i foråret. Som bekendt blev hele Farsø Rådhuscenter lukket ned. Denne gang gælder det ”kun” spisende gæster på Centertorvet, det er der lukket ned for.

-Men ellers har jeg gang i butikken som jeg plejer. Alt sælges som Take-Away, fortæller Ulla Magnussen, der nu satser på at få endnu flere til tage dagens ret som take-away. Jeg håber virkelig, at alle vil bakke op de lokale spisesteder i denne tid.

Det er det samme budskab, der kommer fra de øvrige lokale spisesteder, der bl.a. annoncerer på ”Take Away” siderne i denne avis. Støt op om os!.      

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: