GEDSTED: Nu hvor de lyse timer bliver kortere, så er der blevet sat lys på kunstsiloen på hjørnet af Nørrevangen og Østergade.

For to år siden blev den gamle silo forskønnet med et kunstværk af den internationale kunstner Joram Roukes fra Holland. Et resultat byen er meget stolt af, og som indgik i byens områdefornyelse.

Siloen er 26 meter høj og dermed kan kunstværket ses vidt og bredt i omegnen. Den har vakt stor begejstring med sine klare farver der forener den blå fjord, natur, geden og isfuglen i to kunstværker. Siloen er fra at være en trist og grå silo nu blevet til en af byens vartegn.

Og et vartegn skal da lyses op, når det er mørkt.   

Derfor blev den lokale el-installatør Hessellund El for et stykke tid siden sat på opgaven med at få kunstsiloen lyst op.

-Vi har opsat to projektører, på den måde lyses begge kunstværker op på siloen, som befinder sig på hver sin side, fortæller el-installatør Kasper Hessellund. Projektørerne, der har et blødt lys er monteret på tre meter høje master, så de kun lyser på selve kunstværkerne. Masterne betyder også, at fjernvarmen fortsat kan slå græsset omkring siloen. Det er i øvrigt også fjernvarmeværket der leverer strømmen til projektørerne, oplyser Kasper Hessellund, der er stolt af samarbejdet i byen.

-Vi er lige nu ved at finde ud af hvor længe lyset skal være tændt ud på aftenen og om morgenen, siger Kasper Hessellund.          

e-max.it: your social media marketing partner