FARSØ: Tømrer- og Snedkermester Teddy Rønaa har solgt sin virksomhed til Vegger Tømrer- og Snedkerforretning ApS. Overdragelsen finder sted den 1. december i år.

Nedslidte skuldre
Selvom Teddy Rønaa kun er 56 år, så har han nedslidte skuldre efter 40 år i tømrerfaget. Det hæmmer ham i hverdagen, hvor han bl.a. ikke kan tage fat i forbindelse med lofts og tagarbejder sammen med sine folk i firmaet, der foruden ham selv udgør 4 ansatte, heriblandt en lærling.

Teddy Rønaa gik i 1980 i lære hos tømrermester Hans Degn. I 1992 overtog han tømrervirksomheden og etablerede Teddy Rønaa A/S.

Vil ikke slippe faget
-Antallet af timer som aktiv tømrer er for nedadgående, men derfor har jeg ikke lyst til at slippe faget, som har beskæftiget mig med i hele mit arbejdsliv, siger Teddy Rønaa.

Det fik ham i foråret – lidt henkastet til at sige, at han gerne ville sælge sin virksomhed. Beskeden var henvendt til hans gode kollega Ole Christensen fra Vegger Tømrer- og Snedkerforretning ude på en byggeplads. De to har kendt hinanden i årevis, og da de begge har en god humor og laver sjov med hinanden, så opfattede Ole Christensen først tilbuddet som en joke. Men det var det ikke!.

Har solgt til kollega
Vegger Tømrer- og Snedkerforretning er en stolt familievirksomhed, hvor Ole Christensen er 3. generation. Virksomheden har de senere år ekspanderet med flere opgaver, især indenfor landsbrugsbyggeri og udgør i dag 30 mand. Selvom virksomheden er blevet større, så er det stadig Ole og hans far Jon, der udgør ledelsen og står for tilbudsudregning og byggeledelse.

Teddy bliver byggeleder
-Jeg kan godt mærke, at jeg har taget ekstra meget på mig de seneste år, fortæller 45-årige Ole Christensen, der er udlært hos sin far, og ligesom Teddy har været i faget hele sit arbejdsliv. Jeg tog det derfor meget seriøst, da Teddy kom med sit tilbud, for han er rigtig dygtig til sit fag med 40 års erfaring og har været selvstændig med eget firma i de 28. Han kender til alt med tilbudsudregninger og byggeledelse, så nu kommer trykket lidt af mine skuldre, selvom jeg selvfølgelig forventer at vi får endnu mere at lave, nu hvor Teddy og hans ansatte bliver en del af Vegger Tømrer- og Snedkerforretning. Vi vil kunne byde ind på større opgaver og entrepriser, men samtidig også byde bedre ind på privatmarkedet med renoveringer, tilbygninger og omforandringer til vinduer, døre, carporte og tage, som Teddy har mere erfaring med end jeg.

Forbliver i Farsø
-Teddy Rønnaa A/S vil stadig være forankret i lokalområdet – også med navn. Bygningen på Nibevej beholder vi, forstået på den måde som lejemål. Bygningen er solgt til Skive Erhvervsudlejning som også ejer de bagvedliggende bygninger. Vi har fra 1. januar 2021 betinget os et lejemål på minimum 2 år med option for forlængelse, fortæller Ole Christensen. Bygningen har det hele med en god indretning og ikke mindst et komplet snedkerværksted.

Stor interesse i Farsø-området
Man skal derfor ikke tro, at selvom Teddy har solgt og har fået ansættelse hos Vegger Tømrer- og Snedkerforretning at han forsvinder fra området. Tværtimod, så har Teddy og jeg stor interesse i Farsø-området. Såvel erhvervs- som privatkunder gennem årtier, dem opgiver vi ikke. Nej, de skal plejes og vide at vi er der!. I øvrigt har Vegger Tømrer og Snedkerforretning i forvejen flere ansatte der er bosiddende på Farsø-egnen, så det er kendte folk vi sender ud på opgaverne, slutter Ole Christensen.

e-max.it: your social media marketing partner