FARSØ: Inden at eleverne på Farsø Skole fredag går på en uges efterårsferie, deltager de, traditionen tro - ligesom resten af landets skoler, i Skolernes Motionsdag. I år er der dog gjort ekstra meget ud af motionsdagen i Farsø.

Pirattema for de små
Den lokale fodboldklub FUIK har i samarbejde med DGI arrangeret en formiddag med Minimagi med pirattema på Farsø Stadion specielt møntet på indskolingen på Farsø Skole, d.v.s.0.- 3.klasse.

Rikke Øgaard, der er træner og aktivitetsskaber i klubbens ungdomsudvalg, har søgt DIF’s og DGI’s foreningspulje og har modtaget knap kr. 35.000 til afholdelse af dagen med fokus på bevægelse, leg og fodbold for alle.

-Det glæder os at foreninger og skole kan samarbejde om motionsdagen, det har vi efterhånden en god tradition for i Farsø - også i andre sammenhænge, siger Rikke Øgaard på den måde håber vi at børnene får lyst til at gå til sport.

Til at hjælpe på dagen får DGI’s 16 instruktører hjælp af 12 elever fra 9. klasse på Farsø Skole, der er uddannet X-piloter og i dag fungerer som hjælpetrænere i FUIK og andre foreninger.  

De ca. 200 elever i indskolingen vil blive delt op i hold indenfor deres egen klasse og får Farsø Stadion at boltre sig på. Pirathistorien vil være det gennemgående tema med sjove lege og fokus på motorik         

Stafet i søanlægget for mellemtrinet
Mellemtrinet, d.v.s. 4., 5. og 6. klasse, vil få Farsø Søanlæg at boltre sig i.

Lærer Tanja Soelberg fortæller, at man vil gennemføre en stafet i søanlægget, som man kender det fra Farsø stafetten. Hver årgang vil få deres egen stafet på en times varighed. Når der ikke løbes stafet, vil der være samarbejdsøvelser fordelt på tre stationer, som lærerne på årgangene har arrangeret.

De store boltrer sig i Uhrehøje Plantage
Lærer Rudi Møller har stået for at arrangere udskolingens motionsdag, d.v.s. 7., 8., og 9. klasse. 

Vi cykler til Uhrehøje og får base ved shelterpladsen. Herfra venter der fire timer med 3 discipliner fordelt på de tre årgange. Først kørers der MTB-stafet på MTB-sporet. Så løbes der et klassisk orienteringsløb – et stjerneløb med 6 poster undervejs. Ved posterne er der opgaver der skal løses, fortæller Rudi Møller og forklarer videre: Den 3. disciplin er teambuilding og samarbejdsøvelser, hvor der skal løses 6 opgaver.

Hygge vil der være ved bålpladsen, hvor eleverne kan spise deres medbragte madpakke og riste skumfidusser over bålet. Der vil være en fælles afslutning inden de ældste elever cykler hjem og går på efterårsferien.            

Grunden til at skolens elever er fordelt på tre lokationer skyldes naturligvis de nuværende corona-restriktioner, hvor eleverne skal holde sig til deres egen klasse. 

-Vi glæder os til at eleverne denne gang skal udvikle deres kammeratskab i deres egen klasse, i modsætning til de tidligere år, hvor vi har gjort meget ud at motionsdagen bredte sig på tværs af årgangene, siger Rudi Møller.       

 

e-max.it: your social media marketing partner