FARSØ: Selvom den årlige Nytårskoncert ligger tre måneder frem i tiden, så har Farsø Kulturråd valgt at aflyse koncerten inden forberedelserne til koncerten for alvor går i gang.
-Satsningen er for stor, fortæller Karen Pedersen fra Farsø Kulturråd. Det er svært at spå om hvordan Corona-situationen ser ud om tre måneder. Det gælder både smittetal og hvor mange vi må samles.
Da vi skal have i omegnen af 500 tilhørere i salen (Dronning Ingrid Hallernes opvisningshal – red.) for at arrangementet kan hænge sammen – og derudover antalsmæssigt også skal indregne symfoniorkester og solister, så har vi valgt at aflyse Nytårskoncerten 2021.
Vi håber at kunne vende tilbage med en koncert i 2022, når der forhåbentlig er mere normale tilstande igen, siger Karen Pedersen.
Aflysningen blev bekendtgjort på Vesthimmerlands Kulturråds årsmøde i sidste uge.
På samme møde blev det også vedtaget at de lokale kulturråd, bl.a. det i Farsø, nu slås under Vesthimmerlands Kulturråd.
-Denne organisationsændring får dog ikke indflydelse på afholdelse af nytårskoncerten i fremtiden, fortæller Karen Pedersen. Den vil fremover blive varetaget af et særligt Nytårskoncert udvalg, ligesom andre udvalg vil varetage andre aktiviteter under Vesthimmerlands Kulturråd.