VESTHIMMERLAND: Ovenpå sidste uges Byrådsmøde, hvor man tog fat på førstebehandlingen af det kommunale budget for 2021, tegner alt på, at budgettet vil falde på plads uden de store politiske sværdslag.

I dag torsdag og i morgen fredag er de kommunale politikere på et to-dages budgetseminar, og her forventes det hele at blive forhandlet på plads med et bredt forlig.      

- Det ser bedre ud end nogensinde før, lød det i byrådssalen fra borgmester Per Bach Laursen, da han bød velkommen til førstebehandlingen af budgettet og fortalte, at det endda tegner til, at der kan blive penge til at afdrage på kommunens gæld.

Desuden kan de Vesthimmerlandske borgere se frem til se frem til, at skatten sættes ned med 0,7 procent – hen over de næste fire år, uden det går ud over kommunens økonomi. Det sker, fordi staten hjælper økonomisk til via en ny udligning.

Per Bach Laursen kunne på byrådsmødet gøre op, at der er udsigt til 90 millioner kroner til nye anlæg i kommunen, hvorefter, der stadig er et overskud på bundlinjen på 32 millioner kroner forud for budgetforhandlingerne. Dertil kommer de forslag for 15 millioner kroner, som de enkelte udvalg har skullet finde.

- Jeg vil kalde det historisk. Jeg har været med i 27 år men aldrig set så flotte tal, så det skal vi glæde os over, lød det fra Palle Jensen fra Socialdemokratiet.  

Henrik Dalgaard fra De Konservative fulgte efter men efterspurgte mådehold.

- Vi står overfor budgetforhandlinger, der ser nemme ud, men der er risiko for afmatning i kommunen på grund af coronakrisen, så derfor opfordrer vi i De Konservative til et ”råderum” – hvilket betyder at der ikke skal udvides på udgifter til drift.

Det var Venstre, Socialdemokratiet og SF forud for budgetseminaret enige i.

e-max.it: your social media marketing partner