NORDJYLLAND: Et nyt og vintersikret setup af regionens teststeder skal sikre, at nordjyske borgere hurtigt og nemt kan blive coronatestet så tæt på egen bopæl som muligt. 

Flere teststeder og øget kapacitet er på vej og Forretningsudvalget i Region Nordjylland har netop godkendt planen.

Flere steder og mindre 
Nordjyderne får fremover kortere til et teststed for corona. Region Nordjylland er klar med en fremtidssikret plan for testningen, der blandt andet involverer nye faste teststeder i regionen. Derudover suppleres der med yderligere mobile testenheder, som kan placere sig efter behov.

- Vi kigger ind i en fremtid, hvor vi kan forvente, at der skal testes endnu mere massivt. Siden foråret har rigtig mange medarbejdere knoklet for at opbygge en stor testkapacitet, men det arbejde er ikke slut. Med den nye plan vil vi samtidig sikre, at det bliver nemmere for borgerne at finde ud af, hvor og hvordan de henvender sig med ønsker om at blive testet, siger regionrådsformand Ulla Astman (S).

Øger testkapaciteten
Når hele testsetuppet er færdigetableret i Region Nordjylland vil der kunne foretages op til 10.000 test hver eneste dag. I regionen bor der knap 590.000 indbyggere.

Regionen øger altså igen testkapaciteten, så endnu flere nordjyder hurtigere kan komme til test og hurtigt kan få svar.

- Vi understøtter den nationale strategi, der indebærer massiv testning. Jeg er især glad for, at nordjyderne nu får kortere til et teststed, samtidig med at kapaciteten øges, siger Ulla Astman.

Her kommer teststederne
Konkret bliver det muligt at blive testet med milde eller ingen symptomer i Nørresundby, Thisted, Hjørring, Hobro og Frederikshavn. Dette gælder alle borgere over 2 år. Det samme bliver muligt i Brønderslev, Aars, Brovst og Frøslev – her dog med begrænset åbningstid. Teststedet i Aars befinder sig i Messecenter Vesthimmerland og vil have åbent hver onsdag fra 10-17.

Borgere med moderate eller svære symptomer skal forbi Aalborg, Thisted, Hjørring, hvor testningen foregår i nærheden af et akutsygehus.

Personer med symptomer skal – som altid – kontakte egen læge ved mistanke om corona, mens personer uden symptomer kan bestille tid til test på coronaprøver.dk.

Udover ovenstående, så vil regionen også stadig teste ved grænserne – Hirtshals, Frederikshavn og Aalborg Lufthavn. Og derudover vil der også være mobile testenheder – snart råder regionen over 9 køretøjer, der kører ud, hvor behovet er størst.

Samtidig kigges der lige nu på, om det er muligt at placere yderligere teststeder i regionen.

Behov for mere permanent løsning
I foråret gik tingene rigtig stærkt og Region Nordjylland samt Statens Serum Institut fik opsat midlertidige testtelte under et meget stort tidspres.

Med den nye plan for test er der også lagt en plan for etablering af mere holdbare fysiske rammer for testteltene i nærheden af akutsygehusene. Det sker for at sikre arbejdsmiljøet og for bedre at kunne sikre og skærme patienterne, der kommer med symptomer, til test.

I Thisted flyttes testningen ind i nuværende lokaler på hospitalet.

I Hjørring bliver der opstillet barakker på grusarealet syd for hospitalet, mens der i Aalborg arbejdes på at få etableret en isoleret lagerhal på parkeringspladsen

e-max.it: your social media marketing partner