HVALPSUND: Blæsten gik frisk over Limfjordens vande, men den naturlige vindmaskine var dog intet problem for de mange deltagere ved Naturens Dag i Hvalpsund her til eftermiddag.

Netop på grund af vejret, der også omfattede regn ved arrangementets start, var det populære arrangement i år rykket i læ og ly ved ophalerpladsen bag Kahytten og i madpakkehuset ved legepladsen.

Ved ophalerpladsen var der fortrinlige forhold til at gå i vandet iført waders med fiskenet og vandkikkerter, for at kigge nærmere på dyrelivet i fjorden. Ikke mindst for at kunne løse NaturNørd konkurrencen.   


Iført waders tog børn og voksne en tur i vandet for at finde krabber, muslinger og tangål ude i vandet.   

Her skulle børn og voksne først finde fem lukkede muslinger og derefter putte dem i en beholder med fjordvand. Efter ca. 30 minutter var muslingernes job gjort. De havde filtreret vandet og gjort det klart.

Herefter var det krabber, tangnåle, vandmænd og tang der skulle nærstuderes og løses opgaver ud fra.      

Ud over Naturekspeditionens NaturNørd aktiviteter, så var den lokale Naturfredningsforening også på plads sammen med Foreningen Bæredygtig Fiskeri fra Thorup Strand. De holdt til i madpakkehuset.

Lokalafdelingen af Danmarks Naturfredningsforening havde forud for arrangementet i Hvalpsund været på fiskeriaktion i både Hirtshals og Hanstholm for at indkøbe fisk til deres konkurrence, der drejede sig om at gætte fisk. De 12 forskellige fisk lå alle klar til at blive studeret og rørt ved. Nogle havde følehorn, andre store øjne, nogle lange arme, andre pletter. Alle kendetegn, der skulle gøre det lettere at bestemme fiskearterne. Det var lidt svært, men med god hjælp fra de voksne, så fandt man frem til blæksprutte, makrel, havtaske, rødspætte, kulmule, tunge, knurhane, pighvar, rødfisk jomfruhummer, torsk og mørksej blandt svarene    


Man kunne også kigge en fisk dybt i øjnene og bestemme deres art. Her en torsk.   

Foreningen Bæredygtig Fiskeri fra Thorup Strand henvendte sig mere til de voksne. Med tv-serien ”Gutterne fra Kutterne” in mente var der meget at tale om omkring kystfiskeri.

En tredje konkurrence satte børn og voksnes paratviden på en prøve. Men svarene var at finde på plancher, der var opsat i området omkring madpakkehuset. I mellemtiden var det blevet tørvejr og lunt, hvilket fik ekstra mange til at svare på spørgsmålene.

Vidste du for eksempel at torsken er sildens værste fjende?. At ålen er mest aktiv om natten?. At en rødspættehun kan gyde 500.000 æg?, og at fjæsingen er giftig?.

Formålet med Naturens Dag er at gøre børn nysgerrige på naturen, og det må siges at det blev indfriet i Hvalpsund, hvor de tog derfra mange oplevelser og indtryk rigere – men ikke mindst også klogere på dyre- og plantelivet i fjorden.                       

Arrangementet havde mellem 60 og 70 deltagere. Alle børn der løste konkurrencerne fik en madkasse med bestik fremstillet af bæredygtigt materiale som præmie.     

Alle børn der havde deltaget i dagens konkurrencer fik udleveret en madkasse af naturvejleder Karin Winther som præmie 

 

 

e-max.it: your social media marketing partner