FARSØ: Siden efteråret 2018 er der blevet arbejdet med at transformere stadionområdet ved Dronning Ingrid Hallerne fra boldbaner til hele byens bevægelseszone på tværs af aldersgrupper, idrætsdiscipliner, fysisk formåen og grader af indre legebørn.

Til eksempel blev den nye skaterbane indviet for et år siden og i dette forår blev den anlagte kilometersti gennem området asfalteret.

Der er blevet arbejdet rundt omkring på arealet, som overordnet set går fra Odinsvej til Stationsvej og Skolegade med det formål at binde byen sammen i en rød tråd der går fra Farsø Rådhuscenter til det nye Idunsvejkvarter.

Sidste del af tranformationen til Farsø Fælled er et aktivitetsbånd foran Dronning Ingrid Hallerne, der skal skabe et udendørs loungeområde.

-Der vil blive opbygget et plateau til eksempelvis udendørs bordtennis og andre spil, siddepladser på et trappefremspring, minitrampoliner og ikke mindst plads til ophold. Underlaget vil være en særlig gummibelægning der er faldsikker og i øvrigt vil få farven grøn.

-Samtidig vil de sidste ca. 100 meter af kilometerstien, der har sit forløb gennem Farsø Fælled blive forbundet, fortæller projektkoordinator i Vesthimmerlands Kommune, Peter Sørensen.

Dermed bindes den endelige sløjfe for Farsø Fælled projektet. Han håber også, at pengene rækker til at anlægge en ønsket beachvolley bane.

-Men omvendt vil vi heller ikke lave lappeløsninger for at få pengene til at strække, så vil vi hellere vente med beachvolleybanen.

Anlægsarbejdets sidste fase tog sin start i denne uge og forventes at vare i september og oktober.

Lokale aktører og (kommende) brugere af området har løbende bidraget til projektet med viden og ideer, og i foråret 2018 bad Vesthimmerlands Kommune firmaet VEGA landskab om hjælp til at finde den røde tråd blandt de mange input og udforme helhedsplanen med et samlende greb for udviklingen af ”Farsø Fælled”.


Anlægsarbejdet er netop gået i gang og vil vare i september og oktober.

e-max.it: your social media marketing partner