FARSØ: SFO børn har for flere måneder siden taget SFO Pluto, beliggende i det tidligere posthus på Stationsvej i brug. Det var også tiltrængt, for de har ventet på de nye rammer i flere år.

Ved den officielle indvielse af Pluto, som fandt sted her til eftermiddag, lød det fra Dorthe Rolighed, SFO og Indskolingsleder på Farsø Skole:

-Der er sang der siger, så kom den tid vi længes mod. Det her er noget vi har længes mod rigtig længe. Derfor er det også med stor glæde at vi nu kan indvie disse lokaler hvor SFO Pluto skal være. Børnene har smugtrænet siden den 25. maj, og vi kan sige, at det føles rigtig godt at være herre i eget hus.


SFO børnene sang brudstykker fra tre sange ved indvielsen. Som det ses foregik det udendørs, som de nuværende corona-regler foreskriver det.

Posthuset kom i spil i 2016
I 2016 blev det besluttet, at posthuset skulle sælges, da postvæsenet ikke ville bruge huset længere. Til gengæld havde Farsø Skole et stort ønske om mere plads til SFO’en, da den befandt sig i Fællessalen på skolen – som ikke er et godt lokale til det formål.

Ingen politisk vilje
-Kommunen bed ikke rigtigt på, på det tidspunkt. Der var ikke politisk vilje som man kalder det, fortæller skoleleder John Andersen.   Men vi havde nogle ildsjæle i skolebestyrelsen, der sagde, at huset ikke skal sælges til anden side, vi skal ikke have dagligvarebutik her. Så derfor blev det købt af en kreds af lokale personer, heriblandt personer fra skolebestyrelsen. De sørgede for, at huset stod klar når kommunen ville købe det.

-Vi er derfor meget taknemmelige for at SFO’en har fået til huse her, lød det ved indvielsen, der fandt sted i det fri, på trappen ved indgangen til SFO’en hvor SFO børnene var placeret på den ene side og særligt inviterede fra Vesthimmerlands Kommunes administration, politikere, håndværkere og andre involverede i husets transformation fra posthus til SFO var placeret på den anden side.

Univers for børn
I indvielsestalen lød det videre fra Dorthe Rolighed: -Vi ønsker at skabe et univers for børn. Hvor hver enkelt af jer børn får lov at føle jer som stjerner. Vi er glade for, at vi nu kan tilbyde jer at gå over i jeres eget hus hver dag, når I får fri fra skole, så I får mulighed for at skifte base. Her i huset kommer der til at ske en masse sjove og spændende ting for jer hver eneste dag.

Lyset er tilbage
Om lidt vil børnene synge brudstykker fra tre sange. Den ene sang er Giv os lyset tilbage. Og det er virkelig det vi har fået i det nye hus. Fra at have siddet ovre i Fællessalen hvor der ikke var dagslys men vinduer helt oppe ved loftet og hvor der var dårlig akustik og meget gennemtræk og kulde, når dørene blev åbnet, så sidder vi nu i et hus med vinduer hele vejen rundt. Vi er badet i lys fra morgen til aften. Og der er varmt – og her i sommervarmen rigtigt varmt. Og vi oplever en rigtig god akustik, da man har tænkt akustikken rigtig meget ind ved ombygningen af huset.


Efter snorklipningen var der rundvisning i den nye SFO for de invitererede gæster, mens børnene blev udenfor og legede på deres nye udearealer.


Her ses det store fællesrum

Vi vil gerne takke Skole- og Dagtilbudschef i Vesthimmerlands Kommune, Anders Norup, for at styre processen. Der var dog et tidspunkt hvor vi var ved at få kolde fødder. Det var da det så ud til at der manglede kr. 600.000 for at det kunne lykkes – og processen skulle gå om.  Men vi fik de kr. 600.000 og det er vi utrolig glade for.

Fra formand for Børne- og Familieudvalget, Inger Nielsen lød det inden snorklipningen: - Vi indrømmer, at det tog os lang tid at tage beslutningen om at huset skulle bruges til en SFO. Men heldigvis har politikere også lov til at blive klogere. Så det er vi glade for er lykkedes, og I er glade for huset.

Borgmester Per Bach Laursen fulgte op.

-Det kan godt være at Byrådet i den forrige periode – og i denne, var længe om at komme til den konklusion at pladsen på Farsø Skole er for trang. For det er jo derfor vi står her i dag, fordi der er et behov!. Så derfor vil jeg ønske hjertelig tillykke til Farsø og til Farsø Skole – og især til jer børn. 

 

e-max.it: your social media marketing partner