Kampagne: Derfor handler jeg lokalt!

FARSØ: Dette er titlen på en ny kampagnefilm, som Farsø Handelsstandsforening efter måneders forberedelse og produktion netop har lanceret.

Baggrunden er, at Farsø er en mindre by med et helt unikt handelsliv, men som ikke kan se sig fri for at stå med mange af de samme udfordringer og fremtidsudsigter, som andre lignende byer har, nemlig manglende kunder og tomme butikslokaler

Farsø Handelsstandsforening har dog valgt at anskue udfordringen en smule anderledes.

-Vi vil ikke komme med en skræmmehistorie og tvinge borgerne til at handle lokalt – vi vil i stedet rose for den store opbakning, som langt de fleste borgere viser, og hvad den faktisk gør for hele lokalsamfundet – og ikke bare det lokale handelsliv, siger formand for Farsø Handelsstandsforening, Jørgen Højrup Jensen og fortsætter:

Borgerne har erfaret under COVID-19-nedlukningen, hvad det vil betyde ikke at have et lokalt handelsliv – men også et lokalt foreningsliv, arbejdspladser, fritidsjobs, aktiviteter og arrangementer.

Formålet med filmen er at inspirere de lokale borgere til at fortsætte med at handle lokalt ved at sprede budskabet: Når man handler lokalt, får man meget mere, end man betaler for.

Eksempler er: Et aktivt og lokalt foreningsliv, fritidsjobs til unge, arbejdspladser, aktiviteter og arrangementer for unge som ældre, opretholdelse af huspriser o.s.v.

Jørgen Højrup Jensen uddyber:

-Man kan ofte spare penge ved at handle på internettet eller i de større byer, men de færreste tænker over, om pengene fortsat er sparet, når man pludselig skal til at køre børnene til idræt i en anden by, børnene skal med bus for at have et fritidsjob, og ens bolig falder i værdi?.

Magnus Bojer, formand for Farsø/Ullits IK, bakker op fra foreningernes side: -Støtten fra de lokale erhvervsdrivende betyder alt for os i de lokale foreninger og slår fast, uden de lokale sponsorer vil vi i hvert fald ikke kunne opretholde det nuværende tilbud til vore medlemmer.

Dette bakkes også op af næstformand for Uhrehøje MTB, Brian Thorup: Et manglende handelsliv vil også betyde et manglende foreningsliv.

Kampagnefilmen vil de kommende uger blive fulgt op med forskellige opslag og billeder på sociale medier under hashtagget #ditogmitansvar

Facebook-brugere vil blandt andet få mulighed for at tilføje en ramme til deres profilbillede med budskabet ”Jeg handler lokalt – #ditogmitansvar”

Farsø Handelsstandsforening opfordrer alle til at dele filmen på de sociale medier og være med til at sprede budskabet, så Farsø også i mange år fremover kan have et lokalt handelsliv, et aktivt foreningsliv og et helt unikt lokalsamfund.

Se kampagnefilmen her

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: