HVALPSUND: Vesthimmerlands Kommune har indgået et samarbejde med tegnestuen LabLand, som har fået til opgave at udarbejde et områdefornyelsesprogram for Hvalpsund.

LabLand har budt ind med en veltilrettelagt inddragelsesproces. Den starter op den 22. august, hvor Vesthimmerlands Kommune og LabLand ruller en campingvogn til færgehavnen i Hvalpsund.

Om den forestående opgave skriver partner i LabLand, Søren Kristensen:

- Det er en by ved Limfjorden med autencitet og havnemiljø. I fællesskab skal vi indsamle viden om byens potentialer, værdier og udfordringer. I løbet af dagen vil der blive afholdt nogle 'WALKS', hvor byen skal udforskes til fods, og nogle 'TALKS, hvor gæster kommer forbi og holder nogle oplæg, der skal inspirere os til det fremtidige arbejde med områdefornyelsen i Hvalpsund.

Områdefornyelsen sker i samarbejde med borgerne i Hvalpsund og Vesthimmerlands Kommune. Alle interesserede vil få rig mulighed for at spille ind med deres idéer, ønsker og drømme for Hvalpsunds udvikling og LabLand glæder sig til samarbejdet.

Allerede i sidste måned var LabLand på besøg i Hvalpsund, hvor en gruppe af byens lokale borgere viste byen frem for LabLand, så de er godt klædt på til at kunne finjustere deres tilbud, inden arbejdet med områdefornyelsen nu for alvor går i gang.

I forvejen er der gennemført områdefornyelses-projekter i Ranum, Hornum, Gedsted og Løgstør - mens der også arbejdes i Farsø og Aars. Men lige nu er det altså Hvalpsunds tur.

e-max.it: your social media marketing partner