FARSØ: Der har været afholdt omvalg i forbindelse med skolebestyrelsesvalget på Farsø Skole.

I alt 179 forældre valgte at afgive deres stemme, hvilket er en stemmeprocent på 25. Dette er en meget flot stemmeprocent til et skolebestyrelsesvalg.

På Farsø Skole var der omvalg til skolebestyrelsen. Ved første valg afgav forældrene deres stemme elektronisk. Denne gang havde valgbestyrelsen på Farsø Skole valgt, at afstemningen skulle foregå ved fremmøde. 28 forældre havde valgt at brevstemme. Derudover valgte 151 forældre at møde frem på Farsø Skole for at afgive deres stemme.

Til skolebestyrelsen på Farsø Skole blev Niels-Peter Jørgensen valgt med 126 stemmer og Karen Dalsgaard Andersen med 99 stemmer.

Første suppleant blev Louise Krone Heinze med 71 stemmer, anden suppleant Kirsten Zeidler Holm Andresen med 31 stemmer og som tredje suppleant Brian Kristensen med 19 stemmer. Der var 6 stemmer, der blev erklæret ugyldige. Udfaldet af omvalget er identisk med det første valg.

Louise Krone Heinze sidder i bestyrelsen i dag og i hendes sted blev Karen Dalsgaard Andersen nyvalgt. Niels- Peter Jørgensen er genvalgt til bestyrelsen.

-Vi er på Farsø Skole meget stolte af, at forældrene har valgt at afgive deres stemme i forbindelse med skolebestyrelsesvalget, udtaler skoleleder på Farsø Skole, John Andersen. Det er dejligt at mærke den store opbakning fra forældrene, fortsætter John Andersen.

-Fra forvaltningens side vil jeg gerne udtrykke en stor tak til forældrene, der har valgt at stemme til skolebestyrelsen. Den høje stemmeprocent er flot. Det betyder meget, at medlemmerne i skolebestyrelsen kan mærke det store engagement fra de øvrige forældre, udtaler skole- og dagtilbudschef Anders Norup. Jeg ønsker for skolebestyrelsen, at de får nogle gode arbejdsår.

e-max.it: your social media marketing partner