FARSØ:16 medarbejdere på Farsø Sygehus er sat i coronakarantæne, efter at man tirsdags opererede på en coronasmittet patient uden at vide det. 

Patienten var blevet testet inden operationen, men svaret forelå ikke ved operationens start, så man testede igen efter operationen, og her viste det sig desværre, at patienten var smittet med corona.

Lægefaglig direktør på Aalborg Universitetshospital, Michael Braüner Schmidt udtaler sig i en pressemail.

- Patienten blev testet tre dage før operationen. Selve prøvesvaret forelå ikke inden operationen, og vi har derfor fulgt Sundhedsstyrelsens retningslinjer på området, der betyder at vi skal og bør operere patienten på trods af det manglende prøvesvar. Da patienten skulle udskrives efterfølgende, blev der foretaget en ny test. Denne viste sig at være positiv, og det er på den baggrund, at vi nu har iværksat smitteopsporing.

Den positive prøve har vi fået svaret i dag torsdag og har i forlængelse heraf igangsat en smitteopsporing. Det betyder, at der aktuelt er hjemsendt 16 medarbejdere fra et ortopædkirurgisk sengeafsnit. Derudover har vi som en del af smitteopsporingen og som forsigtighedsprincip isoleret en anden patient, der kunne karakteriseres som en nær kontakt til den positive patient.

Nu bliver alle medarbejderne testet for at sikre, at smitten bliver inddæmmet og en ny test venter, når der er gået fire dage. Herefter skal personalet igen testes på sjette dagen efter operationen.

Vi kommer til at følge sagen tæt og jeg har stor forståelse for, at vores medarbejdere står i en situation, alle gerne ville have været foruden. Vi håber selvfølgelig, at smitten allerede er inddæmmet – nu tester vi i hvert fald alle relevante kontakter og følger løbende op herpå, lyder det fra Michael Braüner Schmidt.

e-max.it: your social media marketing partner