Ertebølle og Trend rammer ”trenden”

ERTEBØLLE/TREND: Campingpladserne Ertebølle Strand Camping og Troldebakken Camping i Trend ønsker at samarbejde om flere aktiviteter end de gør nu.

Her er det nærliggende at starte op med udnyttelse af Limfjorden og de ideelle padleforhold der findes netop i Ertebølle og Trend.

-Stand Up Paddling også kaldt SUP, er lige nu så populært, at man nærmest kan det trendy. Det er verdens hurtigst voksende vandsport for hele familien og den styrker balance, koordinering og muskler, fortæller Lars Brandt fra Ertebølle Strand Camping, der i nogen tid har spottet den populære vandaktivitet.

-At Vesthimmerlands turismepulje er af samme opfattelse, er bare helt fantastisk, lyder det glad fra Lars Brandt, der straks efter meldingen om at have fået bevilliget kr. 50.750 fra turismepuljen til 10 paddleboards og 10 redningsveste, fik dem bestilt.

De oppustelige paddleboards er allerede ankommet til Ertebølle, og vil være klar til udlejning fra i næste uge fra de to campingpladser, der vil have fem boards hver.

-Det er tanken at udleje boards til endagsturister, campingturister og sommerhusturister til en pris som udelukkende afdækker vedligehold og eventuel forsikring – altså et non-profit trækplaster for gæster til denne del af fjorden, fortæller Lars Brandt, der lige nu sammen med Kim Jørgensen fra Troldebakken Camping er ved at finpudse de praktiske foranstaltninger i forbindelse med udlejningen.    

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: