FARSØ: Der var stor glæde, da formand for Farsø Handelsstandsforening, medejer af Farsø Rådhuscenter og indehaver af Kop & Kande i Farsø Rådhuscenter, Jørgen Højrup Jensen, torsdag aften officielt fik overbragt beskeden fra statsminister Mette Frederiksen, storcentre og resten af detailhandlen kan åbne mandag den 11. maj.

Farsø Rådhuscenter har været lukket i 8 uger og dele af detailhandlen i byen har været hårdt presset, siden Danmark lukkede ned fra den ene dag til den anden den 11. marts.    

I hans egen butik i Farsø Rådhuscenter har han hver uge haft faste omkostninger på kr. 75.000. Det vil sige ca. en halv million i den tid der har været lukket.

Han kender ikke tallene for de øvrige butikker, men han håber og tror på at alle overlever.

-Jeg tror først vi kan se resultatet til næste år på samme tid. Jeg tror dem, der har taget deres momslån hjem, som skal betales tilbage næste år til marts, vil få sig en overraskelse sammen med den moms de har fra julen i år. Jeg ved også godt, at vi får nogle tilskud baglæns.

Men kompensation bliver der ikke noget af for hans butik, da han har butik i Aars under samme CVR nr. som har været åben i hele perioden. I øvrigt en problematik som har været taget op af den lokale folketingspolitiker Marie Bjerre (V) i folketingssalen(- og her i Farsø Avis – red.) og som efterfølgende har givet respons fra andre folketingspolitikere.         

-Jeg regner med at jeg går 35-40 % tilbage samlet, siger Jørgen Højrup Jensen.              

Med hensyn til Farsø Rådhuscenters genåbning i denne uge regner Jørgen Højrup Jensen ikke med at centret bliver overfyldt. 

-Jeg har længe været irriteret over at Farsø Rådhuscenter har været under kategorien storcentre, for vi er jo et lille indkøbscenter med 17 butikker, hvoraf de tre er supermarkeder, som ikke har været omfattet af tvangs nedlukning. Vi er jo en lille by med 3.500 indbyggere, så vi vil jo aldrig få ”Ikea tilstande” her i Farsø.

Farsø Rådhuscenter er på 12.000 m2 og hvis vi tager supermarkederne fra, er vi nede på under 10.000 m2. Det betyder, at vi med de nuværende retningslinjer kan have 900 personer inde i centret ad gangen. Det er sket yderst sjældent og da slet ikke i hverdagen.  

Så efter min mening kunne vi snildt have haft åbent, de seneste måneder uden smitterisiko, ved at have fulgt de regler som gælder for supermarkeder og byggemarkeder. Større er vi altså ikke, siger Jørgen Højrup Jensen.      


Jørgen Højrup Jensen

 

                

 

e-max.it: your social media marketing partner