Kurser har stor værdi for både kursister og instruktører

FARSØ: I Vesthimmerlands Kommune hjælper en gruppe frivillige instruktører andre med at få et godt liv på trods af langvarig sygdom på egen krop eller hos nære pårørende – det giver mening for både kursister og instruktører

Efter at have oplevet henholdsvis stress og angst på egen krop, blev Grethe Klitgaard Olesen og Randi Alsbjerg begge frivillige instruktører.

På kurserne ”Lær at tackle angst og depression” og ”Lær at tackle hverdagen som pårørende” hjælper de andre med at tackle sygdom – samtidig med at de får en masse værdifuldt retur til at hjælpe dem selv.

Udover de to ovennævnte selvhjælpskurser udbydes også ”Lær at tackle kroniske smerter”, og så er det nye kursus ”Lær at tackle angst og depression – online” også på programmet hos Sundhedscenter Vesthimmerland. På de forskellige kurser bliver personer, der har en langvarig sygdom – eller er pårørende til én, der har – hjulpet med at få et godt liv trods sygdommen. 

Kurset er en vej videre
Da 60-årige Grethe blev ramt af stress, deltog hun selv på et selvhjælpskursus i Vesthimmerlands Kommune. Kurset var et vigtigt skridt i den rigtige retning, og da hun senere fik tilbuddet om at blive instruktør på et ”Lær at tackle”-kursus, tøvede hun ikke med at sige ja:

– For mig er det meningsfuldt at være instruktør. Jeg ligger inde med en masse viden, som jeg gerne vil give videre til kursisterne, samtidig med, at kursisterne giver en masse tilbage til mig. De har noget på hjertet, og det kan også hjælpe mig som instruktør.

55-årige Randi valgte ligeledes at blive instruktør, efter hun selv havde deltaget på et kursus:

– Det har givet mig en følelse af, at den angst, jeg oplever, kan bruges til noget. Jeg kommer aldrig til at kalde det en fordel – men de erfaringer, jeg har, går ikke til spilde, og jeg vokser simpelthen ved at opleve, at jeg kan bruge det til noget.

For både Grethe og Randi, har valget om at blive instruktør været et vigtigt skridt i deres eget sygdomsforløb. I dag har Grethe og Randi været instruktører i henholdsvis syv og fem år; en tid, der for begge kvinder har været rigtigt givende.


De fire frivillige instruktører er samlet i Farsø for at tale sammen, drikke en kop kaffe og give hinanden gode råd. Kvinderne, som også selv har eller har haft langvarig sygdom tæt på livet, kan hurtigt blive enige om, at det at være instruktør og dele ud af egen viden og erfaring også er en stor gave til dem selv. Yderst til venstre står Grethe Klitgaard Olesen efterfulgt af Lone Krogh Yapp, Christina Holm og Randi Alsbjerg.

Vi er på bølgelænge med hinanden
Det, at instruktørerne selv har haft sygdom tæt inde på kroppen, gør ”Lær at tackle”-kurserne til noget særligt. Som instruktør bruger Randi aktivt sine egne erfaringer:

– Jeg bruger meget min egen historie – og det gør, at kurset bliver i øjenhøjde, for vi er ikke noget mere eller andet end dem. Jeg oplever, at mange af kursisterne synes, det er befriende. Vi bliver en slags rollemodel – for hvis vi kan, så kan de også.

Også Grethe oplever, at hun med sin egen erfaring kan skabe et unikt samspil med kursisterne, ligesom de kan bruge hende som rollemodel:  

– Vi er på bølgelængde med hinanden, og det giver et rigtig godt samspil. Samtidig med det, bliver vi som instruktører en slags rollemodeller for kursisterne.  Mange har det rigtig svært, når de kommer, men det at de kan se, hvor langt vi er kommet, giver dem blod på tanden. Det viser, at man godt kan komme videre, på trods af, at man har haft en hård periode.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: