Ny færge til Livø skaber stor glæde

RØNBJERG/LIVØ: Vesthimmerlands Kommune har netop underskrevet en kontrakt med JK Shipping, der fra den 1. maj vil drive overfarten mellem Rønbjerg og Livø.

Tre selskaber bød ind
Færgeoverfarten mellem Rønbjerg og Livø var i udbud i marts måned, og ind kom tre tilbud. Efter gennemgang af tilbuddene blev JK Shipping udvalgt som det selskab, der kom med det økonomisk mest fordelagtige tilbud på færgeoverfarten mellem Livø og Rønbjerg.   

Kent Vestergård, Drift- og Anlægschef i Vesthimmerlands Kommune, udtaler:    

– Der har gennem hele forløbet, fra det stod klart, at Mini II (tidl. færge mellem Rønbjerg og Livø – red)var solgt til et tysk rederi, været arbejdet intenst på at skaffe en ny operatør. Rigtig mange personer har været involveret, og det er tydeligt, at Livø er noget særligt. Jeg har hele tiden været overbevist om, at vi ville finde en løsning, men vi er da utrolig glade for, at JK Shipping kom med et godt tilbud. Forhandlingerne med JK Shipping har været særdeles frugtbare, og vi ser frem til et rigtig godt samarbejde. 

Sker med to skibe
Sejladsen vil ske med to skibe, Bertha-K og M/S Svanen. Bertha-K er i perioder udlejet til at afløse på andre overfarter i Danmark, samt til turistsejlads for Morsø Turistbureau. M/S Svanen vil derfor dække sejladsen, når Bertha-K ikke er disponibel. Aftalen om, at Bertha-K er til rådighed for Morsø Turistbureau, har hele tiden været en præmis for tilbuddet, så de sejlture der er planlagt i den forbindelse, gennemføres helt som planlagt, både i denne sæson og i kommende sæsoner.   

Færgen er livlinjen for Livø
Helt som sædvanligt har Naturstyrelsen varetaget sejladsen i vintersæsonen, og her ser Skovrider Bendt E. Andersen også frem til, at den nye operatør starter.    

– Sommerfærgen er simpelthen livlinen for Livø – både for det lille samfund på øen, og for feriecentret i de gamle historiske bygninger. I disse Corona-tider, hvor vi ser at folk vrimler ud i naturen, er det en stor glæde at Livøs unikke natur og historie fra 1. maj nu igen vil kunne besøges af alle, som vil have en helt speciel oplevelse.  

Livø glæder sig til at få masser af besøg – og her er det nemt at holde afstand, siger Skovrider Bendt E. Andersen.    

M/S Bertha oprindelig bygget til ruten
Jette Kobber, som er Direktør i JK Shipping, glæder sig til at komme i gang med ruten til Livø.    

– Da det stod klart, at Mini II var solgt, blev jeg kontaktet af flere bekendte med opfordring til, at byde ind på ruten. Vi har sejlet til Livø i flere år via vores aftale med Nykøbing Mors Turistbureau, og M/S Bertha-K er oprindelig bygget til overfarten(sejlede som Mini I frem til 2005 – red.), så det var jo oplagt. Fristen var kort, og for M/S Bertha-K var der allerede indgået flere aftaler med færgeafløsning her i foråret, og der var vores faste aftale om sejlads for Nykøbing Mors Turistbureau, så gode råd var dyre. Der blev taget kontakt til Søfartsstyrelsen, og en hurtig tilbagemelding gav mulighed for, at vi kunne inddrage M/S Svanen i tilbuddet for de perioder, hvor M/S Bertha-K er chartret ud til anden side. Der var derfor stor glæde, da Vesthimmerlands Kommune ringede og fortalte, at man ønskede at gå videre med vores tilbud, siger Jette Kobber og fortsætter:  

Glæder os til at komme i gang
– Vi har således i de sidste 3 uger arbejdet på højtryk for, at få alt klar til opstart 1. maj og glæder os til at komme i gang, og ser frem til et rigtig godt samarbejde. Jeg håber virkelig, at rigtig mange vil benytte sig af muligheden for, at komme ud i den skønne natur, der er at opleve på Livø. Aftalen mellem Vesthimmerlands Kommune og JK Shipping gælder foreløbigt for en sæson, frem til midten af oktober.    

Kommunen afventer svar fra staten om planer for Livø
– Vi er meget tilfredse med forvaltningens arbejde i denne sag. Vi håber, at det nye samarbejde på Livø-ruten bliver et frugtbart et af slagsen, til glæde for rigtig mange mennesker.  Endvidere ser vi meget gerne, at staten snart melder noget ud om planerne og fremtiden for Livø. Det vil vi i hvert fald gerne appellere til, siger borgmester Per Bach Laursen og formand for Teknik & Miljøforvaltningen i Vesthimmerlands Kommune, Uffe Bro.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: