Stå fast i påsken: Følg anvisninger

NORDJYLLAND: Påsken er på vej. Og den bringer, formentlig, godt vejr med sig i påskedagene. Og i den forbindelse har politidirektør Anne Marie Roum Svendsen en klar opfordring til alle nordjyder: Følg politiets og myndighedernes anvisninger: Hold afstand – vis hensyn.

Det er nemlig vores adfærd, der forudsætter, at vi efter påske måske kan påbegynde en gradvist åbning af samfundet igen.  

Med påskehøjtiden følger en masse traditioner, som vi danskere sætter stor pris på.  

-Men det er bare rigtig vigtigt, at vi ikke nu begynder at slække på tingene. Vi skal stadig stå fast og holde afstand og undgå at stimle sammen, understreger politidirektør Anne Marie Roum Svendsen, der minder om, at det siden onsdag 18. marts 2020 har været ulovligt at forsamle sig mere end 10 personer på offentligt tilgængelige steder.  

Nordjyderne har heldigvis hidtil udvist en udstrakt grad af samfundssind og har stort set fulgt myndighedernes anvisninger – hvilket konkret har betydet, at Nordjyllands Politi kun ganske få gange har måtte give påbud eller bøde.    

Nordjyderne efterlever rådene fra sundhedsmyndighederne, og det er vigtigt, at vi her i påskeferien fortsat følger anvisningerne, understreger Anne Marie Roum Svendsen, der opfordrer til, at man tænker sig om, inden man kører i sommerhus eller tager en tur på stranden, f.eks. ved at undgå at køre i myldretiden. 

-Brug jeres sunde fornuft. Vis hensyn. Hold afstand til hinanden lidt endnu. For vores svage og udsatte medborgeres skyld, siger politidirektør Anne Marie Roum Svendsen.  

 Politidirektøren understreger, at politiet er på gaden i hele Nordjylland med styrket patruljering – også her i påskeferien.  

-Vi står klar til gribe ind, hvis det mod forventning bliver nødvendigt, understreger Anne Marie Roum Svendsen, der dog forventer, at nordjyderne vil holde ved,  ved at holde afstand. 

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: