FARSØ: ” Wenn jemand eine Reise tut, so kann er was erzählen”, var der engang en tysk digter, der sagde. Oversat til dansk: ”Den, der foretager en rejse, har noget at fortælle”. Dette udsagn kan 2X på Vesthimmerlands Gymnasium og HF skrive under på.

De skal snart på studierejse til Marokko, og i den forbindelse har de besøgt Johs. V. Jensen & Thit Jensen Museet i Farsø. En ganske kort rejse i skolens bus, der imidlertid satte mange tanker i gang om globalisering og kulturmøder. Disse tanker skal de så arbejde videre med på skolen, inden de fremlægger resultatet for deres dansklærer, Lone Hindsgaul.

I Farsø tog museumsleder Peter Hørup imod og gav eleverne et spændende oplæg om ”Jensen og Rejsen” efter først kort at have præsenteret dyrlægefamilien med de 12 børn. Heraf især Johs. V. og Thit Jensen naturligvis, der på hver sin måde fik indflydelse på samtiden.

Johs. V rejste meget
I alt har Johs. V. foretaget over 50 kortere eller længere rejser. Den første gik i 1896 til Amerika med emigrantskibet Norge sammen med den 14 år ældre kusine og kæreste, Jenny, der tilmed var gift, og den sidste i bil til Sydfrankrig i 1948. Og derimellem rapporterede han flittigt til aviserne fra de mange forskellige destinationer, han var på som korrespondent i de tre verdensdele Europa, Asien og Amerika.

Globalisering og kulturmøder
Ud over at beskrive Jensens egne rejser fik museumslederen givet eleverne nogle pejlemærker i deres videre arbejde med globalisering og kulturmøder, lige fra de første opdagelsesrejser med kolonisering som mål til moderne charterrejser. Spændende var bl.a. Hørups signalement af den moderne globalisering midt i 1800-tallet, hvor de første organiserede rejser for ”de fine” fandt sted. Bl.a. gennem selskabet Thomas Cook, der gik konkurs sidste år. I 1800-tallet blev de rejsende udstyret med en slags parlør, bestående af færdige sætninger, så de f.eks. kunne sige ”sengen er ikke redt” på diverse sprog. I øvrigt brugte man Baedekers rejseguides.

Johs. V. som rejsende journalist
Hørup gav også en forklaring på, hvad der havde vakt Johs. V. Jensens udlængsel: Bogen ”Geografiske billeder for skolen og hjemmet”, der på grundlag af en række xylografier eller træsnit, udsat for den moderne rotationspresse, gav en række billeder af forskellige lokaliteter, f.eks. et lille billede af en sydhavsø. Alt dette nye ville digteren fra Farsø ud at se, og da han havde flair for at formidle sin rejseoplevelser til den brede befolkning, blev han en af tidens stjerner, den rejsende journalist. Han bliver således i 1898 sendt til Madrid for at rapportere til Politiken om Den Spansk-Amerikanske Krig. I 1900 skriver han til Social-Demokraten om Verdensudstillingen i Paris. I alt bliver det til mere end 400 kronikker til aviserne, især Politiken, med rejseindtryk fra nær og fjern. 

Fortiden i Østen og fremtiden i Vesten 
Samtidig påpegede Hørup, at Jensens rejser er en slags tidsrejser. Når han rapporterer fra Amerika, er det fremtiden, han ser, med den moderne trafik og teknik. Når han skriver fra Østen, er det fortiden, der vækkes til live, så han f.eks. får associationer til bondestenalderen derhjemme.  

Efterhånden vokser evolutionstanken frem hos ham. Den teori, at den kulturelle udvikling kommer fra Nordeuropa, fordi vi har haft udfordringer. F.eks. i form af istiden, der fik os til at drage mod syd. Det er denne fuldstændig forkerte teori, der er skelettet bag de 6 bøger i ”Den lange Rejse”, der gjorde ham fortjent til at modtage nobelprisen i 1944. 

2x klædt på til rejseskildringer
Rent skemateknisk kaldes 2x’s forberedelser til Marokko-rejsen sidst på måneden for FF5. FF står for ”flerfaglige forløb”, og her er de forestående 2.g-rejser altså det femte forløb. Ud over dansk indgår faget historie i rejsen, hvor læreren Dorthe Nielsen for øjeblikket underviser i imperialisme og kolonisering. På den måde har klassen på forhånd et kendskab til Marokkos historie som koloni under Frankrig. I øvrigt har seks af eleverne i klassen fransk som valgfag, så selvom kommunikationssproget under turen nok mest bliver engelsk, er man også dækket godt ind her.  

Måske kan man også håbe på rapporter fra selve rejsen, inspireret af Johs. V. Jensen rejseskildringer?

 

e-max.it: your social media marketing partner