Farsø virksomhed allierer sig med it-studerende

FARSØ: Bestillingskonceptet Outline 24/7, som er en app til håndtering af tilbud og ordre, er i høj grad på vej ind i en vækst og modningsfase, som nu skal understøttes af eksterne idéer og input.

Derfor har Outline Vinduer i Farsø i efteråret etableret et samarbejde med fem studerende fra kandidatuddannelsen It-ledelse på Aalborg Universitet, og det er netop resulteret i forskellige forbedringsindsatser, der skal igangsættes.

Med Outline 24/7 kan trælaster og byggemarkeder, som er Outlines forhandlere, og deres erhvervskunder nemt og hurtigt selv beregne prisen på døre og vinduer og sætte en bestilling i ordre med det samme. Det giver på mange måder mulighed for tidsoptimering og at skabe en bedre brugeroplevelse, men på trods af det er der fortsat et stort uforløst potentiale, når det gælder ibrugtagen af platformen.

Samarbejde med fem it-studerende
Derfor har Outline Vinduer i efteråret etableret et samarbejde med fem studerende fra kandidatuddannelsen It-ledelse på Aalborg Universitet, som skulle skrive projekt om ledelse af informationssystemer. De har således siden september gennem et intenst studie arbejdet på i endnu højere grad at indfri potentialerne ved den digitale platform og udarbejdet forslag til indsatser, som Outline fremadrettet kan beskæftige sig med.

– Siden lanceringen af bestillingsplatformen i januar 2018 er det gået rigtig godt, og mange af vores kunder har taget konceptet til sig og ser de muligheder, det giver for at optimere arbejdsgangene. Men der er fortsat et stort uforløst potentiale, som vi gerne vil hjælpe vores kunder med at indfri, fortæller direktør i Outline Vinduer, Jens Sørensen, og fortsætter:  

Udvikling af digital platform
– Og i den forbindelse igangsatte vi i september et samarbejde med studerende fra Aalborg Universitet, som skulle hjælpe os med helt objektivt at se, hvilke tiltag vi konkret kunne iværksætte, og om der var noget i vores implementeringsproces af platformen, som vi kunne gøre anderledes.  

I løbet af efteråret har de studerende således i tæt samarbejde med Outline Vinduer undersøgt konceptet i dybden med henblik på at identificere muligheder og barrierer forbundet med platformen, og det har blandt andet inkluderet flere interviews med trælaster:  

– Vi har været ude at snakke med trælaster og sælgere – både dem, der bruger Outline 24/7 rigtig meget og dem, som stort set ikke har taget det i brug. Og kombineret med andre metoder har vi i løbet af de mange uger arbejdet os frem til nogle konkrete indsatser, som Outline kan iværksætte for at få platformen til at blive en endnu større succes, fortæller Signe Riis Jespersen, som er en af de studerende, der har gjort Outline 24/7 til sit semesterprojekt. 

Udvikling af drejebog og mere opfølgning
De indsatsområder har Signe Riis Jespersen sammen med sine fire medstuderende Mathilde Torp Villadsen, Bror Bang Hvass, Bjarke Bunde Mylund og Michael Fredberg Hassing netop fremlagt for Outline Vinduer, som nu skal i gang med at arbejde i dybden med dem og implementere flere af tiltagene på baggrund af studiet.
 

– Vi fik rigtig mange gode forslag til arbejdsområder med på vejen, og meget konkret vil vi blandt andet nu – på baggrund af de resultater, vi har fået fremlagt – gå i gang med at forbedre det materiale, vi bruger til undervisningen i platformen ude hos trælasterne og byggemarkederne. Her vil vi udvikle en drejebog til undervisningen, der indeholder de konkrete punkter, som vores kunder efterspørger, forklarer Jens Sørensen og fortsætter:  

– Samtidig fik vi nogle konkrete forslag til opfølgningsarbejdet fremadrettet, som skal være et supplement til oplæringen. Så alt i alt har vi fået nogle gode værktøjer med fra samarbejdet, som vi ikke selv ville have haft tiden til at analysere os frem til i hverdagen, og vi vil derfor også uden tvivl tænke i lignende studiesamarbejder fremadrettet.  

Outline 24/7 er en del af vinduesproducentens digitale udvikling, hvor flere processer bliver digitale, så kunderne kan vælge den løsning, der passer bedst til deres arbejdsgange og behov.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: