Mortensparken bød indenfor til Åbent Hus

FARSØ: Selvom det kun er 3 måneder siden, at Aars Boligforening sidst bød interesserede indenfor for at se de nye lejligheder i Mortensparken, så var fremmødet denne gang betydeligt større.

Årsagen er, at de første lejere kan flytte ind i slutningen af denne måned, og byggeriet dermed er meget tæt på at være tilendebragt.  

Der er sket meget på 3 måneder
For tre måneder siden stod lejlighederne rå indenfor, ligesom der ikke var opført opbevaringsrum og p-pladser.  

For tre måneder siden var det desuden kun muligt at ”besøge” en lejlighed i stueplan. Denne gang var der mulighed for at besøge en lejlighed på alle tre etager og dermed få udsigten i øjesyn.  

Kig på møbleret lejlighed
Desuden kunne man se en fuldt møbleret lejlighed som var indrettet af Farsø Boligmontering. På den måde kunne man både få et indtryk af pladsen og forslag til indretningen af en lejlighed.
 

Aars Boligforenings direktør Brian Larsen var også til stede og klar til at svare på spørgsmål, som der var mange af.  

-Jeg glæder mig over den store interesse der er for vore nye boliger i Farsø, lyder det fra Brian Larsen der kunne oplyse, at 8 lejligheder får beboere den 28. februar og yderlige fire lejligheder er reserveret til senere indflytning. 

Halvdelen af boligerne er optaget
Det betyder at halvdelen ud at de 24 lejligheder, har fået navneskilt på døren, inden det endnu står færdigt. 

Det er meget tilfredsstillende, lyder det fra Brian Larsen, der håber at åbent hus arrangementet kan give endnu flere lejeaftaler.  

-Men jeg ved godt, at mange står med et hus de skal have solgt først, selvom de gerne ville flytte ind i morgen.  

Perfekt til seniorer
En stor del af Mortensparkens nye beboere er nemlig seniorer, der ønsker at bo i noget mindre og slippe for de forpligtelser der følger med at eje et hus, såsom vedligeholdelse og pasning af have. Desuden er boligerne ældrevenlige med elevator og brede døre.  

Men meget vigtigt er det også, at boligerne ligger centralt i byen med kort afstand til indkøb og foreningsliv.        

Størst interesse er der fra seniorer fra postnummer 9640-området, der ønsker at flytte fra hus til lejebolig.   

Mortensparken – etape 1, udgør 24 boliger, der alle står klar 28. februar 2020   

Samtlige lejligheder er ens indrettet og fås i to størrelser – på 97 og 101 m. Størrelsen er afgjort af placeringen i de tre bygninger der udgør boligkomplekset.   

Det er alle lejligheder med to værelser, et stort badeværelse samt et køkken-alrum/stue. Boligerne er øst-vest vendt med et lysindfald der strømmer midt igennem opholdsarealet.  

Der mangler kun græs og hæk
Fællesarealet mod vest mangler endnu græs og hæk, hvilket skyldes årstiden, mens ellers vil alt være klart den 28. februar.  

– Interessen ved åbent hus arrangementet i dag, siger mig, at der virkelig er brug for bynære lejeboliger i Farsø, konstaterer Brian Larsen.  

Lejlighederne i Mortensparken koster op til kr. 7.500 plus forbrug om måneden.  

Etape 1 af Mortensparken har kostet 47,7 mio. kr.  

Det er endnu for tidligt at spå om, hvornår en eventuel etape 2 med yderligere 22 lejligheder påbegyndes.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: