Boligforening og kommune blæser til kamp mod lænestolen

VESTHIMMERLAND: Så er det op af sofaen og ud i den friske luft!

Det er til gavn for såvel psyken som sundheden – og mon ikke mange af os stadig svagt husker nytårsforsætterne om en mere aktiv hverdag.

Derfor har Aars Boligforening indgået et epokegørende samarbejde med DGI Nordjylland og projektet ”Bevæg dig for livet – Senior” i Vesthimmerlands Kommune.

Aars Boligforening er begejstret for projektet
-Det er ingen hemmelighed, at boligforeningen er begejstret for initiativet, hvor vi som en af de første boligforeninger i Danmark får lejlighed til at deltage i et spændende tiltag med lovende perspektiver, siger direktør Brian Larsen, Aars Boligforening. Vi vil gerne medvirke til at styrke fællesskabet i vore 30 afdelinger med 1200 lejligheder i Vesthimmerland. Livskvaliteten får et løft, når vi er sammen med andre.

Formålet er at motivere de borgere, som er inaktive og helst bliver inde i sofahjørnet, og nærmest betragter tilbuddet om motion som en fjendtlig handling. Der er stor forskel på befolkningens motionsvaner.  

Støtter op om sundhed og det sociale fællesskab
-En hel del af gruppen over 60-årige kommer ikke af sted til de traditionelle motionstilbud i foreningerne, pointerer Brian Larsen. Motion er mange ting, men et er sikkert: En frisk gåtur i naturen er til gavn for så godt som alle. Derfor er det logisk, at vi tager fat her. Vi vil indbyde vore beboere og andre interesserede til at blive aktive på en ganske almindelig gåtur. Regelmæssige gåture er af uvurderlig betydning for sundhed og livskvalitet. Gennem dette projekt støttes op om deltagernes sundhed og det sociale fællesskab. 

Starter med gåture
Brian Larsen oplyser, at projektet efter planen skal foldes ud i løbet af foråret. I den forbindelse vil DGI uddanne nogle særlige gå-værter, som kan være behjælpelige med den praktiske afvikling af gåturene. Projektleder ved Vesthimmerlands Kommune, Eva Winther Dalby, arbejder allerede på at få flere til at deltage som gå-værter – altså en slags tovholdere. 

-Vi ved fra en stor undersøgelse, at mange seniorer gerne vil ud og gå, og den barriere, der kan være ved at skulle hen og dyrke motion i en idrætsforening, kommer vi samtidig udenom ved at etablere motionstilbud ude, hvor borgerne bor, siger projektleder Eva Winther Dalby. 

Dyrk motion og invester i din egen sunde fremtid
-At være i form er en investering i fremtiden for os alle, siger Aars Boligforenings direktør. Derfor vil vi gerne tilbyde gå-hold i de byer, hvor vi har afdelinger. Om gå-holdene har fem eller 50 eller et hvilket som helst andet antal deltagere gør ikke den store forskel. Der er rigelig med grønne skove og skønne vandløb, i hele vores kommune til at rumme denne banebrydende aktivitet til gavn for fællesskab, sundhed og livskvalitet. 

-Vi har gode erfaringer fra bl.a. Aalborg, hvor lignende tiltag har skabt tryghed og et bedre socialt fællesskab, siger David Møller, Konsulent ved DGI Nordjylland og ”Bevæg dig for livet – Løb/gang”. 

Gå-ture er en fin start på det nye projekt, som supplerer mange andre tiltag, og som kan udbygges efter behov: 

-Kun fantasien sætter grænser. Hvad med en krolfbane eller udvidelse af stolegymnastikken, som mange har stort udbytte af allerede i dag, understreger Brian Larsen.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: