VESTHIMMERLAND: Det sker den 29. februar-8. marts, hvor Kulturugen Aha! løber af stablen.

Idéen er at rykke kulturen ud af sine vante omgivelser, ud på nye såvel som kendte scener – og på den måde åbne op for nye møder mellem publikum og den blomstrende kultur i Vesthimmerland. Under Kulturugen Aha kan man derfor opleve kulturen i nye rammer såvel som på Vesthimmerlands etablerede kulturscener.

Kulturugen byder på en bred vifte af de mange kulturtilbud og -talenter, der findes i kommunen. Tanken bag Kulturugen Aha er, at nye møder skaber nye muligheder og derfor kunne man i de foregående kulturuger bl.a. opleve Aalborg Symfoniorkester spille blandt traktorer og landbrugsmaskiner på Erhvervsskolerne Aars, samt Lenny og Waqas fra Outlandish på produktionsvirksomheden Danilift i Farsø. I 2019 trådte kommunes skoler ind i samarbejdet omkring Kulturugen og skabte spændende arrangementer for og med hundredevis af skoleelever fra hele Vesthimmerland.

Kulturugen gøder jorden for frugtbare samarbejder, og i uge 10 kan store og små nyde resultatet: En levende kulturuge med fantastiske, skæve, fantasifulde og storslåede kulturoplevelser - bl.a. som resultat af samarbejder mellem det lokale erhvervs- og kulturliv. Fællesskab er det gennemgående tema, hvilket man kan se i de mange arrangementer, hvor flere arrangører er gået sammen på kryds og tværs for at skabe nye oplevelser.

Bag Kulturugen Aha! står Vesthimmerlands ildsjæle fra både kultur-, erhvervs- og foreningsliv. Vesthimmerlands Kommune understøtter Kulturugen og forsøger på bedste vis at gøde jorden, så de mange frugtbare idéer og samarbejder kan slå rod, spire og vokse til gavn for hele Vesthimmerland.

 

 

e-max.it: your social media marketing partner