GATTEN: - Det er første gang at Galleri Himmerland har haft besøg af skoleelever. At det så ovenikøbet er elever fra den lokale Vester Hornum Skole gør det bare endnu bedre,

fortæller galleriindehaver Carina Östermann, der tog imod her til eftermiddag.     

De 15 elever fra valgfagsholdet ”Kultur”, der går i 8.-9. klasse på Vester Hornum Skole, kunne oplyse at de ikke tidligere havde besøgt galleriet i Gatten.   

At der ikke er langt fra Vester Hornum til Gatten viste de parkerede cykler udenfor.  

-Så de skal være velkomne igen, opfordrer Carina Östermann, ligesom andre skoleklasser også er det. 

Eleverne blev præsenteret for såkaldt installationskunst eller eksperimenterende kunst, der benytter sig af særlige virkemidler. I dette tilfælde stod de tre kunstnere, Kathrine Van Godt, Henrik Dencker og Sonny Schneider udgangspunkt i ”Køen i Netto”, ”Livet på landet” og det ”Dyssociale”, som der kunne udledes mange tolkninger ud fra.  


Det som eleverne særligt lagde mærke til, var grisetræer og grisehaler i patentglas.  

-Ja, det ser lidt makabert ud, lød fra en elev, der derimod var meget begejstret for bogstavsammensætninger på kryds og tværs med særlige budskaber.  

Direkte adspurgt om eleverne også kunne forestille sig at lave installationskunst på Vester Hornum svarede flere. Ja, det kunne da være spændende.  

Lærer Randi Kristensen fortæller, at kunst kun er et af elementerne i valgfaget Kultur, som går over 3 måneder og ifølge programmet også byder på foredrag på biblioteket i Aars, julekoncert i Testrup og egentlig også skulle have budt på et ungdomsteaterstykke, som desværre hurtigt fik sine billetter udsolgt.    

Formålet med valgfaget er at give unge lyst til kulturoplevelser, og også gerne give dem inspiration til selv at begive sig ud i kunst og kultur.   

 

e-max.it: your social media marketing partner