FARSØ: Farsø virksomheden Outline Vinduer lancerede i april 2018 et helt nyt træ/alu-vindue, Daylight.  Siden har efterspørgslen på den nye serie været så stor

at vinduesproducenten nu – to år tidligere end forventet – må udvide produktionskapaciteten med to nye specialdesignende CNC-anlæg. 

 - Efterspørgslen på vores nye Daylight-serie har været meget højere, end vi overhovedet har turdet håbe på. Da vi lancerede serien for halvandet år siden, forventede vi først at nå op på vores nuværende produktionsniveau på tre eller fire år. Men allerede nu – på kun den halve tid, er den målsætning blevet indfriet, og vi er derfor nu nødt til at udvide produktionskapaciteten med to helt nye CNC-anlæg, siger Outline Vinduers direktør, Jens Sørensen.  

De to nye anlæg er i endnu højere grad skræddersyede til at producere den nye Daylight-serie, så de kan få den ultra smalle karm og ramme, som giver det store lysindfald, serien er kendt for:   

- Tidligere havde vi et enkelt bearbejdningscenter til at løfte produktionen af Daylight-vinduer, hvilket det indtil nu har klaret til UG. Men med vores to nye, højteknologiske CNC-anlæg, som er bygget med fokus på at producere Daylight-serien, bliver produktionen nu endnu bedre. Samtidig skal anlæggene understøtte vores lynleveringskoncept, hvor vi kan levere vinduerne på ned til fire dage, og således kan vi på flere parametre imødekomme den store efterspørgsel, som vi forventer vil stige yderligere i fremtiden, fortæller han.   

Udover at bidrage til selve produktionen giver de to nye specialanlæg også Outline Vinduers medarbejdere mulighed for at beskæftige sig endnu mere med højteknologiske produktionsanlæg:   

- Med de nye anlæg kan vores medarbejdere lære mere om højteknologiske produktionsløsninger, som har vundet indpas i vores branche de seneste år. Det er især en fordel for vores lærlinge, da uddannelserne nærmest stiller krav om, at de skal lære at betjene teknologiske produktionsanlæg. På den måde kan vi også tilbyde endnu mere til vores lærlinge både nu og på sigt, slutter Jens Sørensen. 

Outline er godt i gang med at oplære deres medarbejdere i at betjene anlæggene og samle nødvendigt data ind, så produktionsprocesserne bliver finpudset. Det forventes således, at de to nye CNC-anlæg kører på fuld kraft inden udgangen af 2019. Outline beskæftiger 270 medarbejdere i Farsø.

e-max.it: your social media marketing partner