Palliativt Afsnit på Farsø Sygehus får Patienternes Pris 2019

FARSØ: Der var stor jubel og glæde på Palliativt Afsnit på Farsø Sygehus i dag, da det blev offentliggjort, at Palliativt Afsnit, Farsø bliver modtageren af Patienternes Pris 2019 i Region Nordjylland

Palliativt Afsnit på Farsø Sygehus tager sig af lindrende behandling af uhelbredeligt syge og døende patienter og de gør det på en yderst professionel og empatisk måde, viser indstillingerne.  

Palliativt Afsnit på Farsø Sygehus tager sig af lindrende behandling af uhelbredeligt syge og døende patienter, og de gør det på en yderst professionel og empatisk måde, viser indstillingerne. 

Stor cadeau fra de pårørende
– Det er et fantastisk personale. De tog sig altid god tid og havde altid tid til at tale med min mor, inden de f.eks. skulle vende hende eller vaske hende. Det hele var så omsorgsfuldt og værdigt, ikke bare i forhold til patienten, men også til os som pårørende. De har tid til at lytte til os og det, vi tænker på og bekymrer os om. De formår at sætte livskvalitet i højsædet både for patient og pårørende, så det er meget fortjent, at de vinder prisen, siger pårørende til en tidligere patient på Palliativ Afsnit på Farsø Sygehus, Rikke Bartholomæussen.  

Menneskeligt overskud, empati og livskvalitet
Jens Ibsen, formand for Patientinddragelsesudvalget i Region Nordjylland siger om valget af årets prismodtager:  

– Vi kan se i indstillingerne, at både patienter og pårørende har oplevet stort menneskeligt overskud, empati og livskvalitet på afsnittet. En skriver endda, at det har været lindrende for hele familien – ikke kun patienten. Det varmer, og man bliver så glad over, at personalet har det overskud og ikke mindst de kompetencer, der gør den sidste tid til en god tid for patienter og pårørende.  

Stor glæde i Farsø
Afsnitsledende sygeplejerske Troels Bjørn er rørt og beæret over at modtage prisen.
 

– Vores patienter er som regel meget ressourcesvage, og de pårørende befinder sig i en krisesituation, så jeg er meget beæret over, at de har taget sig tid til at indstille os. Jeg er meget glad for, at vi som det lille afsnit, vi er, kan modtage så flot en pris. Det er stort. Og virkelig flot arbejde af personalet, siger Troels Bjørn. 

Selve prisoverrækkelsen finder sted på Farsø Sygehus på næste onsdag. 

Her vil formand for Patientinddragelsesudvalget, Jens Ibsen, og regionsrådsformand, Ulla Astman, overrække prisen, som er et maleri af en anerkendt kunstner samt kr. 25.000 

Fakta om Patienternes Pris
Patienternes Pris uddeles hvert år i november. Patienter og pårørende kan indstille hele året.  

Kriterierne for udvælgelse af prismodtager er: Patienten i fokus, kvaliteten i indstillingerne, f.eks. gode oplevelser, sammenhæng i forløbet, tværfaglighed, værner om patientens identitet/integritet, nærværende personale, god dialog (aktiv lytning og empati). Antallet af indstillinger er ikke afgørende. 

Prisen blev første gang blev uddelt af Patientinddragelsesudvalget i 2010.

Farsø Sygehus har også tidligere modtaget Patienternes pris. Det var i 2016 hvor Ortopædkirurgien, Aalborg Universitetshospital, Farsø modtog prisen.

De tidligere prismodtagere er:

2018 – Psykiatrien
2017 – Kardiologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
2016 – Ortopædkirurgien, Aalborg Universitetshospital, Farsø
2015 – Nyremedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
2014 – Mammakirurgisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital
2013 – Brønderslev Neurorehabiliteringscenter, Regionshospital Nordjylland
2012 – Børneafdeling 303b, Aalborg Universitetshospital
2011 – Tværfagligt Smertecenter, Aalborg Universitetshospital
2010 – Skagen Gigt- og Rygcenter, Regionshospital Nordjylland

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: