VESTHIMMERLAND: I denne uge har forfatteren Nicole Boyle Rødtnes været på besøg hos alle 5. klasser i Vesthimmerland.

Det er en fast tradition, at skiftende forfattere kommer og holder foredrag for den aldersgruppe, og i år var det en af de allermest populære børne- og ungdomsforfattere, der var inviteret. 

Nicole Boyle Rødtnes er kun 33 år, men hun har allerede udgivet 83 bøger i flere forskellige genrer. Hun skriver især fantasy-bøger om vampyrer, elvere og superhelte, men hun har også udgivet mere realistiske ungdomsbøger.

Foredraget handlede bl.a. om Nicoles vej til at blive forfatter, og eleverne fik et indblik i, at det kræver hårdt arbejde og tålmodighed. Efterfølgende fortalte Nicole Boyle Rødtnes levende om nogle af de serier, hun har skrevet, og der blev lyttet koncentreret.

Inden besøget havde alle 5. klasserne forberedt sig grundigt ved at læse en lang række af hendes bøger, og da hun var færdig med foredraget, var spørgelysten meget stor. Det skyldtes nok også, at der var en lille konkurrence, hvor det bedste spørgsmål blev belønnet med en boggave.

Hvert foredrag blev afsluttet med, at der blev skrevet autografer til hver eneste elev, og forfatteren gav sig god tid til at snakke med de enkelte elever om, hvad de kunne lide at læse.

Nicole Boyle Rødtnes holdt 5 foredrag rundt i kommunen, heriblandt i Thit Salen i Farsø, og det er helt sikkert, at hendes bøger vil være udlånt fra skolebibliotekerne i lang tid fremover.
 

I de kommende uger understøtter Vesthimmerlands Folkebiblioteker arrangementet med en læsequiz mellem 5. klasserne, hvor eleverne testes i paratviden om Nicoles bøger. Det plejer også hvert år at være en stor succes.

 

 

e-max.it: your social media marketing partner