ULLITS: Traditionen tro blev der afholdt emneuge på Ullits Skole i ugen op til efterårsferien. Her var der sat fokus på klima.

 

Ugen startede med besøg i Uhrehøje Plantage, hvor naturvejleder Karin Winther førte eleverne tilbage til istiden.

 

De tre følgende dage var eleverne delt op på tre hold på tværs af klasserne. De mindste elever fik hver en tutor, som skulle hjælpe og vejlede dem gennem de gennem de tre forskellige værksteder.

 

Der var et værksted, som beskæftigede sig med klimavenligt transport. Her blev der bygget forskellige klimavenlige biler.

 

Et andet værksted var produktion af insekthoteller og fuglehuse. Der blev hamret og banket. Der kom et rigtig flot resultat ud af det.

 

Sidste værksted var klimavenlig mad. Her blev der produceret æblemost i litervis. Der blev tilberedt klimavenligt mad indendørs og udendørs over bål. De var også tid til at smage på melorme og græshopper. Græshopperne blev overtrukket med chokolade og viste sig at smage som nødder.

 

Ugen sluttede med skolernes motionsdag. På grund af vejret var de nødt til at starte dagen i hallen, hvor der blev opvarmet og så spillede klasserne Mastermind mod hinanden. Herefter var det ”Alle mod alle” udendørs. Lærerne var ”dræbere”, som skulle skyde eleverne med vandpistoler, mens de forsøgte at løse opgaver. Det blev til et stort vandshow. Dagen sluttede med det obligatoriske motionsløb. 16 km cykling, 6 km løb eller en 1 km rute, så mange gange man kunne. Slutteligt var der diplomer, varm kakao og æbler ind der blev ønsket god efterårsferie.

 

e-max.it: your social media marketing partner