HVALPSUND: Friplejehjemmet Hesselvang i Hvalpsund er nu 4½ år gammelt, og efterhånden begynder der at snige sig nogle vaner og traditioner ind.

En af de ting der efterhånden er blevet et kendetegn er beboernes ønske om at holde temafester, og årets store høstfest blev ingen undtagelse.

Allerede flere dage før, startede de første forberedelser. Nogle gik i gang med at lave kulørte pompomér af silkepapir som blev til kulørte guirlander, og andre lavede fin blomster-hårpynt som blev kreeret af gamle hawaii-blomsterkæder.

Niels Sørensen, landmand i Dollerup blev kontaktet og ville gerne donere smukke gule majskolber og en hel skålfuld af ægte chili, som blev brugt som bordpynt. Eilif Bjerregaard, en af friplejehjemmets mange trofaste frivillige, leverede igen gulerødder, løg, rødbeder, korn og kæmpestore flotte grønkålsstokke, som alt sammen med Alice Skals kyndige hænder blev forvandlet om til de fineste arrangementer rundt omkring på halmballer og mexikansk inspirerede tæpper. Prikken over i ét var de to æsler med mexicansk pynt som Alice havde malet, og som prydede (…ikke skrydede J)ved indgangen. Det hele for at skabe den rette stemning til en mexikaner høstfest. Veste, ponchoer, parykker og store sombrero-hatte blev fundet frem af gemmerne og støvet af, mens andre havde købt fine kostumer hjem til lejligheden.

”Hyggekrogen”(aktivitetslokalet) blev om eftermiddagen lavet om til skønhedssalon, hvor frivillige hjalp beboerne med at få ordnet hår, lagt lak på neglene og kom i den rette påklædning. Netop påklædning og parykker gav i den grad anledning til så megen latter, at flere mente det blev svært at holde på vandet hvis ikke de snart stoppede med alt det sjov. Mange takkede derfor ja til tilbuddet om at komme op og blive nettet lidt inden festen, så sidste hårnål blev først sat i netop som festen skulle begynde.

I køkkenet var der også travlhed, hvor personalet havde kastet sig ud at lave en menu der passede til temaet. Chili con Carne med ris, cremefraice, nachos og guacamole. Og til dessert var der en skøn cremet hjemmelavet is med eksotisk frugtsymfoni.

Musikken blev leveret af Gert Degn - der som altid møder veloplagt, og hurtigt sad han som mexikaner med poncho og sombrero-hat ved klaveret. Under spisningen blev der både sunget velkendte efterårssange og festlige viser. Og inden længe var der trængsel på dansegulvet. At man er gangbesværet eller kørestolsbruger er bestemt ingen hindring for en dejlig sving om, tværtimod kan musikkens rytmiske toner ofte lette bevægelserne. Undervejs spillede Gert Degn op til boogie-woogie, og da var de fleste med på dansegulvet, hvor dansen gik lystigt mellem bordene.

I dagens anledning var der også åben bar, hvor en yndig senorita serverede Tequila, Baileys og Lumumba. Sidst nævnte var indkøbt på opfordring fra en kvindelig beboer i 90érne, som ikke mente der kunne holdes fest uden en god Lumumba, hvor der ikke skulle spares på cognac´en.  Festen toppede og taget var lige ved at lette, da festen traditionen tro sluttede af med Volbeats ”Din for evigt”. Så var alle kræfter også brugt, og næste morgen var der mange der valgte at sove lidt længere end vanligt.

De tidligere år er der blevet afholdt fester med temaer som Hawaii-fest, Morten Korch, Oktoberfest osv. og beboerne er allerede nu kommet med flere forslag til næste års tema. Så det bliver spændende at se hvad der så findes på, på det lille Friplejehjem i Hvalpsund.

 

e-max.it: your social media marketing partner