VESTHIMMERLAND: Sådan kunne overskriften lyde på en boligannonce fra nogen af de mange forskellige arter af enlige bier, der har brug for boliger på naturarealer med bl.a. udgåede gamle træer.

Det er boligsøgende dyr, som er pressede. Insekterne er i tilbagegang, fordi de mangler føde og levesteder, viser ny forskning, der har kortlagt insektarter på verdensplan. I Danmark er størstedelen af vores jord opdyrket, og haverne og de statsejede naturarealer, er derfor tilflugtssteder for insekter som vilde enlige bier og humblebier.

Nyt projekt om insekthoteller
Miljø- og Fødevareministeriet og Danmarks Naturfredningsforening er gået sammen om et nyt projekt om at lave bi- og insekthoteller til Naturstyrelsens arealer. 

I den forbindelse blev der bygget flere modeller af hoteller på naturbasen i Aars skov i forbindelse med et familiearrangement i efterårsferien.  


73 børn og voksne mødte op i Aars skov for at agere håndværkere og bygge insekthoteller 

- foråret byggede vi fuglekasser til den nye naturbase, så det passede formidlingsmæssigt så fint, at vi koblede os på projekt her i efterårsferien, fortæller naturvejlederne Lars Wachmann fra Naturstyrelsen og Karin Winther fra Naturekspeditionen Vesthimmerlands Kommune.  

-Vildere og urørt natur giver som udgangspunkt de bedste levevilkår for insekter. Men ved at bygge et insekthotel på naturbasen og også bygge ”flytbare” hoteller som familierne kunne tage med hjem, så er vi med til at udvide boligområderne for de boligsøgende enlige bier og øvrige insekter, forklarer Karin Winther og fortsætter:  

Målet med projektet er at få flere til at hjælpe med at passe på naturen. Vi er derfor super glade for, at der mødte 73 ”håndværkere” op i alle aldre, så vi fik bygget det flotteste insekthotel på naturbasen.  

Ud over naturbasen i Aars er der også hængt forskellige typer af insekthoteller op på naturbaserne i Jenle og Uhrehøje Plantage.


- I fremtiden vil vi gerne opfordre alle andre til at lægge vejen forbi naturbaserne og hjælpe med at fylde grene, blade, strå, kogler m.m. ind i kasserne, så vi kan få en masse insekter til at flytte ind. Målet er nemlig også at få bestøvet de mange frugttræer og buske, der er plantet i skovene, for alle frugter og bær i kommunale og statsejede skove er frit tilgængelige for alle, slutter de to naturvejlederne.

 

 

e-max.it: your social media marketing partner