FARSØ: Som 50-årig bliver aktivitetsniveauet ikke sat ned, tværtimod!.

Det må man i den grad sige om Lokalhistorisk Arkiv for Farsø og Omegn, der i sit 50. jubilæumsår allerede har gennemført op til flere aktiviteter og sågar har en indviet en ny plads i Farsø midtby med historiske skilte. 

Tilskud til jubilæumsbøger
Jubilæumsaktiviteterne går nu videre med udarbejdelserne af en lokalhistorisk bog og et jubilæumsskrift. De udgives begge i forbindelse med selve jubilæumsfejringen, som finder sted om en måned. 

Udarbejdelsen af bøgerne har givet nærmest fuldtidsbeskæftigelse for flere medlemmer af arkivet med at skrive og finde billeder frem fra arkivet. 

Det glæder derfor også Lokalhistorisk Arkiv at arbejdet er blevet påskønnet med et økonomisk tilskud til udgivelserne af bøgerne.

Repræsentant for Spar Nord Fonden, Ole Kuhr, blev derfor mandag taget vel imod af Arkivformand Bendt Thorup og Arkivleder Bodil Nielsen, da han kom med et beløb på kr. 10.000 til udgivelserne.  
 

Hele arkivet flytter til stueetagen
Samtidig med skriverierne har Lokalhistorisk Arkiv også skullet pakke flyttekasser.  

Efter at lokalerne efter Thit Jensens Mindestue er blevet ledige på Torvet 1, hvor Lokalhistorisk Arkiv i forvejen har lokaler i stueetagen, opstod muligheden for at flytte selve arkivmaterialet fra 2. sal til stueetagen, så det hele er samlet og tilgængeligt på samme etage.  

-Det er vi rigtig glade for er muligt, således at vi selv og borgere der søger informationer kan finde dem i et overskueligt lokale. Og det er ingen hemmelighed, at der de seneste år er blevet afleveret meget materiale til arkivet, som skal opbevares både fysisk og elektronisk, siger formand for Lokalhistorisk Arkiv, Bendt Thorup.    


Lokalhistorisk Arkiv har fået rådighed over lokalet, der tidligere indeholdt Thit Jensens Mindestue, til arkivalier. 

 

e-max.it: your social media marketing partner