FARSØ: Fra 1. december er det slut med at komme til lægevagt i Vesthimmerland på hverdage, hvis det står til De praktiserende lægers organisation, PLO-Nordjylland.

PLO har nemlig af egen drift besluttet at reducere kraftigt i bemandingen af lægevagten på Farsø Sygehus, sådan at konsultationer på hverdage lukkes ned. Kun i weekenderne er vagten bemandet på sygehuset i Farsø. Reduktionen begrunder PLO med, at der er lægemangel.

For vesthimmerlandske borgere, der får brug for lægevagten, betyder PLOs beslutning, at borgerne enten må til Aalborg, Thisted eller Hobro sygehuse.

-Vi er naturligvis meget kede af, hvis denne forringelse bliver virkelighed for vore borgere. Derfor gør vi alt vi kan for at påvirke beslutningstagerne, siger borgmester Per Bach Laursen, og fortsætter: Vi er ikke interesserede i, at utrygheden forøges blandt vore borgere, der i forvejen også skal leve med at responstiderne på ambulancer er højest i Nordjylland. Vi vil gerne være en attraktiv og tryg kommune at bo i, og det stemmer ikke med at forringe lægevagten i Farsø.

Vesthimmerlands Kommune har ingen direkte indflydelse på beslutningen, idet ansvaret for lægedækningen ligger hos Region Nordjylland.

Sundhedsudvalgsformand Palle Jensen, siger: Vi ved, at Region Nordjylland har tilbudt PLO-Nordjylland at finde 28 timers ekstra lægebemanding om ugen, så lægevagten i Farsø kan holdes åben. Det håber vi naturligvis at PLO ender med at tage imod.

Sundhedsudvalgsformanden ærgrer sig samtidig over, at PLO-Nordjylland afviser dialog med kommunen.

-Borgmesteren og jeg har inviteret PLO-formand i Nordjylland, Annemette Alstrup til møde om situationen, men det afviser hun blankt. Det undrer jeg mig svært over, siger Palle Jensen.

Senere på måneden skal Region Nordjylland og PLO forhandle en ny aftale om lægevagtdækningen i hele Nordjylland.

e-max.it: your social media marketing partner