LOUNS: Ja, hvem skulle have troet det. To store vikingehandelspladser ved Louns Sø. Men det er et faktum.

Udgravninger fortæller at for 1.000 år siden var Louns Sø mere end blot en naturskøn perle. Her var et leben med handel, håndværk og besøgende langvejs fra.

Denne historiske epoke kunne 64 fremmødte til vandringen omkring Louns Sø sidste tirsdag få fortalt af museumsinspektør fra Vesthimmerlands Museum, Bjarne Henning Nielsen.

Vandringen fandt sted på en solrig og lun sommeraften og derfor gjorde det absolut ikke noget at turen på 4,7 km i stedet blev på 7,4 km. Deltagerne hungrede både efter skøn natur og historie og det var der rigelig af denne aften.

Først var der naturligvis historien om Louns Sø, som blev afvandet for at blive omdannet til landbrugsjord. Som bekendt er den nu fyldt op igen som en naturperle med masser af fugleliv.

Der blev lejlighed til at se den forholdsvis store sø fra alle vinkler bortset fra der hvor trampestierne til stor fortrydelse for deltagerne var vokset til og man måtte gå i en bue udenom herlighederne.

Men ”buerne” ledte faktisk til endnu mere historie om bopladser fra stenalderen, gravhøje, smykkefund ved Louns Kirke og altså handelspladserne ved Louns kirke og ved hul 7 på golfbanen. Men ligeså spændende var det også at stå på Lounsvej og forestille sig at den slet ikke var der for 1000 år siden, for her lå sandbunden så lavt at man kunne trække eller måske sejle de fladbundede vikingeskibe ind i den nuværende Louns Sø.                     

-Dette sted har så meget historie, at drømmer om det, lød det flere gange begejstret fra Bjarne Henning Nielsen, som har stået for flere udgravninger i området. Deriblandt også nogle udgravninger ved pumpestationen ved Lounsvej, hvor der er fundet Kongens mønt - altså guldmønter, men ikke fra en dansk konge men derimod norsk. Limfjorden har haft en helt særlig betydning i vikingetiden.   

DSC7504
DSC7555
DSC7516
DSC7566
DSC7514
DSC7558
DSC7565

 

 

e-max.it: your social media marketing partner