STRANDBY: Mange har opfattelsen af vikinger kun var på togt og det for at plyndre og slås for at tage nyt land i besiddelse.

-Men det er altså ikke hele sandheden, fortæller Henning Christensen fra Strandby, der har stor respekt for vikingerne. De var altså også gode handelsmænd og for at have noget at handle med, skulle de også være i stand til at lave et godt håndværk.  

Og det er netop dette håndværk som Henning Christensen går meget op i.  

-Det kan godt være at det ser simpelt ud, men vikingehåndværk - og middelalderhåndværk for den sags skyld, er altså udgangspunktet for den teknik som avancerede maskiner er opbygget på i dag.      

Fascinationen for det oprindelige håndværk opstod for 12 år siden.  

-Jeg havde ligesom mange andre renoveret hus og andre gør-det – selv projekter med hjælp fra nutidens materialer og maskiner. Så var det ligesom prøvet. Så var det at jeg fik øje på Fyrkatgruppen som arbejdede med håndværk fra vikingetiden. Det synes jeg lød interessant – og især det med at smede, for det havde jeg ikke stiftet så meget bekendtskab med, så det skulle prøves, fortæller Henning Christensen.  

Denne interesse har nu grebet om sig. Han har lært smedekunsten. Ja, faktisk det lige fra at udvinde jern af malm til at smede søm, hestesko og mange andre ting af jern.  

Og nu bevæger han sig ikke længere indenfor kun vikingetiden men også middelalderen, hvor han bl.a. deltager på Middelaldermarkedet på Vitskøl - og op til flere gange om året som medlem af smedelauget på Herregården Hessel, som aktiv udøver på deres aktivitetsdage.  

Vikingehåndværkertræffet på Aggersborg, som fandt sted i den forgangne weekend har han til gengæld selv været med til at starte. Initiativet kom for 5 år siden.  Aggersborg var rent faktisk den eneste af de 5 danske ringborge der på det tidspunkt ikke havde sit eget marked. Det skulle den da have, fortæller Henning Christensen.  

Derfor tog William Pedersen fra Stistrup, Freddy Langgaard Nielsen fra Fjerritslev og mig selv fra Strandby initiativ til at lave et Vikingehåndværkertræf. Det har vi nu afholdt for 5. gang.  Vi startede med 5 telte – i år er vi oppe på 39 telte. Og det er vel at mærke 39 udvalgte telte/håndværk. Man ansøger om at komme med og vi er kvalitetskontrollen. Det vi vil med dette træf modsætning til de andre markeder er ikke at sælge men at vise håndværket. Det betyder, at det der er udstillet i teltene er lavet efter alle kunstens regler – altså hjemmelavet. Og mens håndværkerne er her, er det deres fornemmeste opgave at formidle og vise det de laver. Gør de ikke det, så kommer de ikke igennem nåleøjet til at komme igen næste år, griner Henning Christensen.  

Vikingehåndværkertræffet afholdes i øvrigt i samarbejde med Aggersborg og Omegns Borgerforening, der står for forplejning af ”vikingehåndværkerne” og gæsterne, som der i weekendens meget sommerlige vejr var tæt på 1.000 af. 


I vikingetiden var man meget opfindsom, bl.a. denne drejemaskine   

e-max.it: your social media marketing partner