UHREHØJE: Lige nu uddanner 6 unge sig til Nature Rangers under ledelse af Vesthimmerlands Kommunes naturvejleder Karin Winther og fysioterapeut fra Børn i Bevægelse, Lise Steensgaard.  

Et fritidsjob i naturen
Nature Ranger er et fritidsjob med løn og et uddannelsestilbud i naturen, som holder til i Uhrehøje Plantage og Aars Skov.  

Nature Ranger henvender sig til Vesthimmerlandske unge på 13-16 år med udfordringer, Unge som står udenfor det sociale fælleskab. Unge der oplever mindreværd eller er fysisk udfordret i form af over- eller undervægt. 

-I projektet afprøver vi, om fritidsjobs i naturen kan være medvirkende til, at de unge bliver bedre rustet til at tage hånd om eget liv og efter skolen fortsætte på en ungdomsuddannelse. Gennem Nature Ranger oplever vi, at de unge får øget selvtillid og selvværd, bliver i bedre fysisk form, møder nye venner og får succes ved at gøre en forskel for sig selv og andre, fortæller Karin Winther og fortsætter:  

De fysiske arbejdsopgaver medvirker også til, at de får bedre kendskab til, hvordan man bruger kroppen optimalt, så der ikke opstår arbejdsskader på sigt. En indsigt som er vigtig, da mange af Nature Rangerne sandsynligvis vil få fysisk udfordrende/belastende jobs i voksenlivet. 

Dette kan Lise Steensgaard nikke genkendende til.  

Arbejdsopgaverne tilrettelægges i et samarbejde mellem Karin Winther og Lise Steensgaard. Et samarbejde, der er meget vigtigt, da der også mellem ”arbejdsvagterne” foregår dialog mellem fysioterapeut fra Børn i Bevægelse og lærere, pædagoger og psykologer m.fl. fra de skoler, som Nature Rangerne går på. En dialog, der gør, at man ved fælles hjælp bedre kan flytte disse unge. 

Mange forskelige arbejdsopgaver
Arbejdsopgaverne er meget forskellige. Men de oplæres i arbejdsområder inden for fysisk aktivitet i naturen og naturformidling.  I 2018/19 har Nature Rangerne bl.a. medvirket ved offentlige naturarrangementer og Skovens Dag. Endvidere har de afviklet 6 aftenarrangementer og et enkelt overnatningsarrangement for asylbørn fra Ranum Asylcenter. 


Her ses Nature Rangerne sammen med borgmester Per Bach Laursen og naturvejleder Karin Winther ved indvielsen af rollatorstien i Uhrehøje.

Vakt stor opsigt
Projektet har allerede vakt stor opsigt og får betegnelsen som en solstrålehistorie, selvom den kun har været i gang i trekvart år.
 

Det var oprindelig planen af det første hold af Nature Rangere skulle være på 12 unge. Men det fandt Karin Winther og Lise Steensgaard hurtigt ud af var for mange. Desuden er uddannelsen af de 6 unge også udvidet.  

-Selvom de har rykket sig rigtig meget og et nået rigtigt langt i deres uddannelse har de brug for endnu mere tid, siger Karin Winther og fortsætter;

Og det giver vi dem. Det her forløb har gjort forskellen for dem, og som projektmagere kunne vi jo på forhånd kun spå om hvor lang tid de skulle bruge. Og heldigvis har vi stadig masser af opgaver og aktiviteter til dem.
 

Brug for arbejdstøj
Og der bliver somme tider gået hårdt til den ude i skoven og derfor er der brug for arbejdstøj.

Dette vil Farsø Handelsstandsforening gerne hjælpe med. Derfor er der på mandag i forbindelse med Classic Night arrangeret køreture i biler og på motorcykler i Farsø by. Det er Aalestrup Classic og Farsøs motorcykelklubber der velvilligt stiller sig til rådighed. Pengene der køres ind fra disse ture går Nature Rangers med tilskud fra Farsø Handelsstandsforening. For pengene skal der købes arbejdstøj, gerne overalls. 

Karin Winther og de af Nature Rangerne der ikke er på ferie, vil være til stede på Store Torv mandag aften. Her vil de vise eksempler på hvad de laver ude i skoven og lave et par konkurrencer. Derudover vil det også være muligt at spørge mere ind til Nature Ranger Projektet som kan være banebrydende, da der allerede er stor interesse for projektet fra andre dele af Danmark.    

 

e-max.it: your social media marketing partner