HVALPSUND: Endnu et spisested har slået dørene op i Hvalpsund.

Hvalpsund Familie Camping på Overgaden har denne sæson åbnet ”Fru Nielsens Pavillon”, og selvom bistroen ligger på campingpladsen, er den åben for alle. 

-Campisterne har taget rigtig godt imod spisestedet, og folk fra byen og sommerhusene har også fundet stedet, fortæller Solveig Nielsen, den ene del af værtsparret på Hvalpsund Familie Camping, som den nye bistro retteligt er opkaldt efter.  


Campingparret på Hvalpsund Familie Camping, Solveig Nielsen og Peter Johansen har denne sæson åbnet ”Fru Nielsens Pavillon”.

Men også campingfatter, Peter Johansen har en væsentlig andel i det nye spisested. Han har lagt mange timer i at være med til at indrette de indbydende lokaler – men som belønning har han så også fået en burger opkaldt efter sig.  

Det kan oplyses at ”Peters” er en burger, der ud over den obligatoriske bolle, bøf og salat, også indeholder bløde løg, bacon, ost og barbequedressing.  

Ud over burgere byder bistroen også på grill og stegeretter, snackkurve, sandwich, pølser, børnemenuer og is.  

-Vi har haft rigtig travlt siden vi åbnede, så det er en god ide at ringe og bestille, uanset om man spiser her eller tager maden med hjem, fortæller campingparret, der i øvrigt lige nu også har højsæson på campingpladsen. Så der er gang i den!.  

Man kan sidde ude i den overdækkede pavillon og se på livet, eller man kan trække ind i det hyggelige lokale inde, hvis det bliver koldt. Man kan også bestille maden som take-away, hvis man ønsker det. 


Der er mulighed for at nyde maden ude eller inde, når man spiser i Fru Nielsens Pavillion.

Menukortet kan hentes på campingpladsen eller i Turistinformationen på havnen i Hvalpsund. 

FAKTA: Hvalpsund Familie Camping:
Ejere: Solveig Nielsen og Peter Johansen siden 1999
Hvalpsund Familie Camping ligger i udkanten af Hvalpsund by med direkte adgang til Limfjorden,
Pladsen har 248 campingenheder og 4 hytter
Campingpladsens placering direkte ved fjorden, giver en smuk udsigt fra mange pladser.
Adgangen til fjorden er optimal for surfere og de der dyrker kano og kajakroning.
Swimmingpoolen har 2 bassiner, et børnebassin og et stort bassin med rutschebane og boblezone.
Legepladsen er udstyret med mange forskellige legeredskaber bl.a. 2 hoppepuder og en bane til mooncars.
Om sommeren er der forskellige aktiviteter for børn. De faste indslag er sodavandsdiskotek og snobrødsbagning. Herudover tilbydes der forskellige arrangementer for børn og voksne gennem hele sæsonen. Et fast indslag er også Vesthimmerlands Harmonikaorkester, som spiller her hvert år i august.
Campingpladsen har moderne servicebygninger med gulvvarme. De indeholder køkkener, familierum, puslerum og vaskeri.
Campingpladsen har også en lille butik med et godt udvalg i is, slik og daglige fornødenheder – og altså bistroen Fru Nielsens Pavillon



 

e-max.it: your social media marketing partner