FARSØ: I den sidste uge inden sommerferien, hvor der ovenikøbet var flot sommervejr, stod undervisning og lektier ikke højest hos de feriehungrende elever på Farsø Skole.

Derfor stod der bevægelse på skemaet i størstedelen af timerne på Farsø Skole.  

Onsdag var der arrangeret FarSØ Stafetten i Farsø Søanlæg i regi af Sundhed, Trivsel og Læring. Her løb 1-8.årgang efter tur det antal omgange de kunne i Farsø Søanlæg.  

Torsdag var 6, 7, og 8. årgang inviteret til Street Attrack – altså gadeidræt, ved Dronning Ingrid Hallerne.  

I dag hvor det var sidste skoledag, havde 1. – 8. årgang fundet på sjove aktiviteter på Farsø Stadion sammen med deres lærere.  

Der stod således Dåsekast, Rørstafet, 3 på stribe, Tovtrækning, Sækkeløb, Hulahopring på programmet blandt de 20 poster alle elever skulle igennem. 




Når eleverne gik fra post til post skulle de bruge hovedet ved at løse rebus, sudoko, find fem fejl, svare på spørgsmål, løse samarbejdsøvelser o.a. 

Alle aktiviteter fandt sted på Farsø Stadion i det flotteste sommervejr. Skolens elever var inddelt i 40 hold på tværs af klasserne. Dermed var man på hold med kammerater i alle aldre og ikke mindst nogen man normalt ikke omgås på skolen.   

Det var hurtigt tydeligt at de ældste elever tog omsorg for de små – og de var netop et af dagens hovedformål, ud over at få pulsen op og samarbejde om nogle ”hjernevridere”  


Kl. 13.20 var det tid at ønske hinanden god sommerferie. Det skete med ”Sommerferiesangen” og der blev naturligvis skrålet højt på omkvædet ”Ferie, ferie, ferie!”

 

e-max.it: your social media marketing partner