Ny ejer – nyt navn

FARSØ: Pr. 1. juli har Resul Kosar købt Pizzastop Farsø, som har til huse i busterminalen på Lassensvej.

I samme forbindelse ændrer pizzariet navn til det danskklingende navn ”Lokal Pizza Hus” og ændrer samtidig menuer.  

Tidligere ejer af Pizzastop Farsø, Serdar Asutay rykker perment til Haubro, hvor han vil koncentrere sig om Pizzastop Haubro, som han åbnede 1. marts i år.  

Resul Kosar, der bor i Aalborg, er særdeles bekendt med Farsø og har arbejdet for flere pizzaria’er i byen.  Han har også tidligere arbejdet for Serdar Asutay i Pizzastop, faktisk gennem to år, indtil han vendte tilbage igen i marts, for at bestyre Pizzastop Farsø.  

Efter forholdsvis kort tid kom de to ”pizzamænd” i snak og Resul blev spurgt om han kunne være interesseret i at købe Pizzastop Farsø.  

Med erfaring indenfor branchen siden 1992 – både som ansat, men også som indehaver, vidste Resul Kosar hvad han gik ind til – og sagde ja, tak. Gennem årene har han drevet pizzaria i byer som Brønderslev, Løkken – og sågar også Gedsted. 

Med baggrund i 27 års erfaring, gjorde Resul Kosar det straks klart, at restauranten skulle ændre både navn, koncept og menukort. Dels for at rive sig løs af Pizzastop, men også for at Resul Kosar kan føre de ting ind i restauranten som han ønsker.  

-Jeg ønsker at gøre op med, at man kun kan få pizza her, selvom jeg ikke har turdet at skippe ”pizza” helt i navnet, siger Resul Kosar, der har taget nyheder med sig til Farsø.        

Grill- og Steak fylder en hel del mere i menukortet, ligesom jeg også har valgt, at man ikke kun kan få pommes frites til. Hos mig kan man få bagt kartoffel, kartoffelbåde eller ris til, hvis man hellere vil det, siger han  

Andre nyheder er snackkurv, bøfsandwich eller nachos til frokost. Kebabbox og Chicken Wings er også nyheder.  

Samtlige retter er også til børn – i mindre portioner naturligvis.  

I denne uge kommer det nye navn op på facaden og inden længe er en ny indretning også på plads med nye borde og stole. ”Lokal Pizza Hus” har plads til 35 gæster inde i restauranten og endnu flere udendørs. Et udeareal som Resul Kosar også vil give en overhaling inden længe.  

To ting vil han dog videreføre fra Pizzastop, nemlig det at man kan bestille mad via hungry.dk, og at maden efter kl. 16.00 kan bringes gratis ud i Farsø by, hvis man bestiller for over kr. 150,-  

Man vil kunne finde Resul i køkken og restaurant hver dag – med forstærkning af 1-2 medarbejdere – aften og weekend.    

Resul Kosar beklager meget det postyr gavekort udstedt af Pizzastop har givet. Men han henviser til, at man naturligvis kan få dem indløst hos Pizzstop Haubro og hos Serdar Asutay som har udstedt dem.     

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: