Thit pris for årevis af frivilligt arbejde – FOTOS

FARSØ: Sidste års modtager af Thit prisen, Karina Rønaa fik her til aften æren af at tildele Thit prisen 2019 til dette års modtager.

-Det er en stor ære at jeg kan få lov at give dig denne pris. Du er indbegrebet af frivillighed og du er indbegrebet af en ildsjæl, som Thit Jensen jo gik meget op i, lød det fra Karina Rønaa inden hun overrakte Stinne Pedersen Thit Prisen 2019.

Forinden havde Irma Jakobsen fra Lions Club – Thit Jensen begrundet valget af Stinne Pedersen.

-Prisen gives som en erkendtlighed for at man har støttet et lokalt projekt og i klubber gennem mange år. 

Stinne har selv spillet håndbold gennem mange år i Farsø KFUM HK. Hun har været holdleder og har holdt styr på spilledage og turneringer i de seneste mange år. Stinne har brugt facebook til at lægge kampene op på – og for at kunne kommunikere ud hvornår der spilles kampe. Stinne har brugt mange søndage på billetsalg og har dermed også kunnet følge med i kampene samtidigt. 

Stinne har også været aktiv i Røde Kors – Farsø, har været formand i mange år og har stået for mange indsamlinger. Der har også været tid til at være besøgsven. Og når man som 105 –årig kun har villet have besøg af Stinne, ja så må Stinne jo blive ved. Besøg er det blevet til hver uge til glæde for begge. Selvom Stinnes helbred ikke har været så godt, har hun holdt ved. 

Stinne tænker altid på andre og bruger mange, mange timer på frivilligt arbejde. Det skal du have mange tak for, og derfor skal du have Thit prisen 2019.

Efter modtagelsen af en buket blomster og skifferpladsen med indgraveringen ”Thit prisen 2019”, takkede Stinne Pedersen for prisen: – Tusind tak. Jeg vil bare sige, at det er lysten der driver værket

Thit Prisen blev uddelt for 11. gang.

 

Læs mere om emnerne ved at klikke på de blå blokke her: