VESTHIMMERLAND: ”Meet the locals”(Mød de lokale)er et nystartet 2-årigt projekt og samarbejde mellem turistorganisationen VisitVesthimmerland og landsbyudvalget i Vesthimmerlands Kommune

hvor man sætter fokus på markedsføring af 45 landsbyer i de fire lokalområder Farsø, Aalestrup, Aars og Løgstør 

Synliggøre landsbyerne
I projektet skal et samarbejde skabes på tværs, der kan være med til at synliggøre landsbyerne og deres særlige og unikke fortællinger, værdier, attraktioner, events m.m. Målet med projektet er at øge kendskabet til landsbyerne i turismelandskabet og sikre et stærkere fællesskab på tværs.

Turistdirektør Jimmi Petersen udtaler hertil: - Landsbyerne er en vigtig del af destinationens værdikæde, fordi landsbyerne rummer lokale fortællinger og mulighed for at turisterne kan komme tæt på de lokale. Her kan man netop skabe en højere oplevelsesværdi for turisterne der fremstår som en autentisk modpol til storbyerne.
 

Stigende efterspørgsel på lokale oplevelser
Selve begrebet ”meet the locals” er en stor trend i turismen, og betyder, at turisterne vil endnu tættere på det sted, de besøger. De vil have en bid af den lokale livsstil, hvorfor efterspørgslen på autentiske og lokale oplevelser især er stigende. Derfor er der et rigt potentiale for et større fokus på landsbyerne, der kan fremhæve den Vesthimmerlandske ”local-hood”, som VisitVesthimmerland vil understøtte udviklingen af i samarbejde med landsbyrådene i Vesthimmerlands Kommune.  
 

Landsbyernes DNA skal markedsføres  
I projektet bliver der afholdt netværksmøder med landsbyrådene, hvor en markedsføring skal formes med 45 promotion-videoer. Her får hver landsby sin egen video på 1,5 minuts varighed der skal være skarp i fortællingen. I den forbindelse afholder VisitVesthimmerland workshops med landsbyrådene, hvor de lokale skal arbejde med at udvælge, hvad der afspejler og kendetegner deres landsbyer for at fremhæve landsbyernes DNA. Processen med at involvere de lokale, vil netop sikre, at man i brandingen formår at afspejle det lokale liv og de lokale værdier. Dette vil gå hånd i hånd med VisitVesthimmerlands strategi for ”Himmerlands Vestkyst” – hvor man i forvejen fremhæver autentiske og lokale fortællinger og oplevelser.
 

I torsdags blev det første møde afholdt i Testrup, hvor Aalestrup lokalområde blev repræsenteret af lokale fra landsbyerne Testrup, Fjelsø/Klotrup, Gedsted, Simested, Vesterbølle og Østerbølle. Dette var en succesfuld workshop, hvor de mange deltagere engagerede sig på høj plan. På næste onsdag afholder man det næste møde i rækken, hvor landsbyrådene på Farsø-egnen skal være kreative.  

VisitVesthimmerland glæder sig over samarbejdet og til at fortsætte arbejdsprocesserne med at øge kendskabet til Vesthimmerlands små og skjulte herligheder. Projektet vil desuden også være med til at sætte landsbyerne på ”kortet” hvad angår salg og udlejning af sommerhuse, men også i forhold til bosætning.

 

e-max.it: your social media marketing partner