FARSØ: Det er indtil videre slut med galleri i Farsø by.

16 år på Nørregade 14
Gallerigruppen Galleri 14 rykkede i 2003 ind på Nørregade 14, hvor der tidligere var boghandel. Galleriet flyttede ind på særdeles favorable vilkår med den betingelse at de skulle rykke ud, hvis en lejer til hele huset meldte sig.  

Det har der nu gjort her 16 år senere, og galleriet må rykke ud.  

-Vi havde ikke vores vildeste fantasi troet at vi kunne blive i så mange år. Så det skal husets ejer Kaj Jensen have tusind tak for, siger Laila Eskedal på vegne af gallerigruppen.  

- Men derfor er det alligevel med stort vemod, at vi lukker galleridelen indtil videre, lyder det videre fra Laila Eskedal.  Det har eksisteret i godt femten år med faste kunstnere og mange forskellige gæstekunstnere.  

Galleri på standby
Grunden til at gallerigruppen ikke bare rykker videre til andre lokaler er, at man gerne vil have flere og nye kræfter med, inden man igen eventuelt åbner et galleri.  

-En fast åbningstid forpligter, og det er ikke givet at vi kan rykke ind lokaler som dem vi har haft på Nørregade 14, der tilmed gav os mulighed for at have arbejdsværksted og atelier samme sted. Det har været helt fantastisk med al den plads og de muligheder vi har haft, siger Laila Eskedal.

Gallerigruppen, der består af Sonja Feldt, Marianne Hansen, Dorit Buus og Laila Eskedal har derfor besluttet at de foreløbigt tager den med ro. De har derfor besluttet sig for at rydde ud i kunsten og få solgt inventar, som de ikke igen skal bruge, hvis de genåbner et galleri. Gallerigruppen skal fraflytte Nørregade 14 senest den 15. maj og indtil da vil man prøve at få solgt ud.
 

Holder midlertidigt til hos ”Rammen”
Herefter vil nogle af gallerigruppens medlemmer holde til hos Malergruppen Rammen i Vester Hornum. Malergruppen er et kunstnerfællesskab der holder til i ”Huset” på Hovedgaden i Vester Hornum, der tidligere udgjorde byens børnehave. 

I ”Huset” er der ikke mulighed for at udstille, men til gengæld mulighed for at komme og gå som man vil, ligesom der afholdes forskellige kurser. 

Finde ud af hvad vi vil
-Måske vi efter en tid her finder ud af hvad vi vil. For vi vil meget gerne have vores eget i Farsø igen. Om det bliver et galleri eller som et kunstnerfællesskab ligesom i Vester Hornum med mulighed for at invitere gæster indenfor når vi mener vi har noget at vise frem, må tiden vise.

Gallerigruppen – Galleri 14 var i 2018 modtager af Farsø Kulturråds nytårspris og i 2011 modtager af Lions Club Thit Jensens ”Thit Pris”. Det viser at galleriet har betydet noget i -og for lokalområdet og at det 16 års kunstnersamarbejde ikke har været uden årsag.  Så forhåbentlig vender det tilbage med forstærket styrke.     

Efter den 15. maj rykker håndværkere ind for at ombygge de over 800 m2 på adressen Nørregade 14 til kontor- og mødelokaler.  


Galleri 14 har haft sin sidste udstillingsdag, nu skal der ryddes op i lokalerne på Nørregade 14, som fraflyttes senest den 15. maj.    

 

 

e-max.it: your social media marketing partner