HVALPSUND: Til den årlige forårsfest på Friplejehjemmet Hesselvang var alle sejl sat til ud fra temaet “Hawaii, fest og party.

Hvor alle ideerne kommer fra, ja det kan der kun gisnes om, men fakta er, at der nu kan ses tilbage på alletiders dejlige, sjove og flotte farverige fest i særklasse. 

Forud havde der foregået et større planlægningsarbejde, som involverede alle, både beboere, pårørende, frivillige og personale. Mange rekvisitter i form af udsmykningspynt, udklædning, kreativ borddækning, menuforslag med spændende mad, den rette musikunderholdning m.m. Mange ting skulle være på plads. 

Selv en skønhedssalon blev oprettet, så damerne kunne få ordnet hår, lagt make up, sat hawaiiblomster i håret og manicure på neglene. 

72 udklædte og forventningsfulde gæster mødte op, for allerførst at blive budt velkommen med en fin dekoreret velkomstdrink. Derefter var der en lækker menu med meget mør helstegt pattegris, som naturligvis blev skåret for af en frisk hawaiiskjorteklædt slagter. Desserten var hjemmebagte nøddeskåle med en fin jordbærmousse og pyntet efter alle kunstens regler med friske jordbær, chokolade og en lille hawaiiparaply for at fuldende indtrykket. 

Under spisningen manglede der selvfølgelig heller ikke baggrundsmusik, idet den blev flot leveret af musiker Gert Degn, som i dagens anledning selvfølgelig havde iført sig pinkfarvet bastskørt og blomsterkrans.

 

Da alle var godt mætte blev der skruet op for dansemusikken, og så kan det rigtignok være der blev trængsel på gulvet.

 At man næsten er tæt på hundrede år, og en enkelt derover, betyder ikke spor når stemningen er i top, og der er en støttende arm i nærheden når man træder dansen, enten til fods eller i kørestol. 

Musiker Gert forstod til fulde at spille og synge det rette repertoire, lige fra “ de gode gamle travere” til moderne Kim Larsen og Boogie Woogie, hvor salen næsten eksploderede, for til sidst at få folk til at udfolde sig i et brag med Volbeat’s “ For evigt”. 

Dansen gav ihvertfald flere sved på panden, men samtidig tiltro til, man ikke er så svag endda. 

En fri bar hvor man kunne få mange forskellige spændende eksotiske drinks, var meget flittigt besøgt aftenen igennem. Kaffe og Venneforeningens amerikanske lotteri kunne også fint klares ind imellem dansenumrene, så hele aftenen bød på en meget festlig og glad atmosfære, som gæsterne sent vil glemme. 

Igen må der tænkes med glæde på, hvordan de gode ideer i et godt samarbejde kan sætte ekstra kolorit og trivsel på livet på Friplejehjemmet Hesselvang, som takker alle for en dejlig og uforglemmelig aften.


Mange forberedelser blev gjort til Hawaii festen – også udsmykningen. Men brugbar var den til gengæld ikke, for det frarådes at sidde i strandstolene.

 

e-max.it: your social media marketing partner